top

At tilmelde mig smertefri fødsel var det bedste valg jeg foretog i hele graviditeten

I den 27. uge af min graviditet får jeg et brev. På det tidspunkt er jeg over 67,5 % henne i min graviditet og er gået ind i 3. semester og er altså i den sidste periode af min graviditet. Titlen på brevet var: “Tillykke med graviditeten” (som om jeg ikke var klar over det, men tak tak da)

Graviditeten

Da dette brev ankommer tror jeg endelig, at det værste er forbi. Denne fødselsberetning kommer derfor til at starte lidt tidligere end andres: Jeg havde nemlig en langtidssyg læge, som jeg skiftede fra tidligt i graviditeten. Og det viser sig, at hun aldrig har fået sendt min vandrejournal ind til et hospital – så jeg er simpelthen bare ikke i systemet. Der er ikke en gang sket en fejl, der er bare sket ingenting overhovedet.

Men kom du så til kontrol og scanning i uge 12 og 20? Ja, men det var heller ikke problemfrit. Da jeg ikke kunne sige en bestemt dato for min sidste menstruation, så var vi meget i tvivl om, hvor langt jeg var. Derfor fik jeg ikke lov at bestille uge 12 scanning, og deraf startede min første tudetur. Det blev dog løst med en reservelæge et andet sted i Lyngby, som lavede en henvisning til terminsscannings. Så jeg blev scannet og det viste sig at jeg var 9+5 henne. Derpå kunne jeg ringe tilbage til hospitalet og få en tid præcist til uge 12. Uge 12 scanningen gik fantastisk og både min mand og jeg havde sug i maven. Ved denne scanning fik man tid til misdannelsesscanning som sker i uge 20. Så jeg gik og troede alt var i skønneste orden, hvilket det udadtil og fysisk også var.

Ved misdannelsesscanningen er jeg begyndt at have rigtigt mange spørgsmål i hovedet. Jeg tror uvidende, at kvinden der scanner mig er min jordemoder… Og jeg prøver at spørge ind til fødselsforberedelse, men det ved hun ikke noget om. Jeg er ved at eksplodere… Min mand takker af og får kvinden reddet fra min flamme. Jeg bryder efterfølgende sammen på en hospitalsgang. Suk. De kontakter os jo nok, når der er noget.
Ved egen læge besøget i uge 26, hvor jeg endnu ikke er blevet kontaktet af hospitalet, synes min nye læge, det lød mærkeligt, og beder mig om at ringe til hospitalet.

  

Jeg ringer altså til Herlev Hospital om fredagen i den 26 uge af min graviditet, og fortæller at jeg ikke har set en jordemoder endnu. Telefondamen får pludseligt mere travlt end mig: “Nå, jeg kan ikke se dig i systemet, om jeg var sikker på, at jeg ikke hørte til Hillerød Hospital?” WHAT? Så fik jeg ellers tudet lidt i det rør, og de lovede at ringe igen, når over-jordemoderen kom mandag. Lørdag var slem, rigtig slem.. Som om min frygt for graviditeten ikke var nok, så var min computer, som jeg skrev speciale på, nede. Min mor prøver at trøste og løsningen bliver vi får en god snak om, hvordan man passer baby og hvad man får brug for. Det ender i en vild shoppetur til Bilka om søndagen, lige så jeg føler at baby bare kan komme an…
Den fredag, jeg ringede til Hospitalet, blev en altafgørende dag: Jeg får tilmeldt mig til Anja Bays Smertefri-Fødsel-Kursus. Total spontan shopping, men det bedste valg jeg foretog mig i løbet af hele graviditeten. Jeg er overbevist om, at uden det kursus så havde tingene set meget anderledes ud. Jeg fik ro på allerede ved bare at læse kursusmaterialet og høre fra andre kvinder om, hvordan fødslen var. Siden mit chok i uge 26 var der opbygget sig en massiv sten i brystet – en frygt for fødslen – en dybdegående frygt for det hele.
Ja, man kan se på min graviditet på to måder udefra og indefra. Udefra var det helt perfekt, sund mor og sundt barn – ingen problemer overhovedet. Men den frygt for fødslen, frygten for at sprække, frygten for at forbløde, frygten for at dø – gravede sig godt ind i mig. Det fik kurset heldigvis gjort op med. Bare det at have noget at forholde sig til og øve sig på fysisk i forhold til fødslen var rart. Det med bare at høre realistiske fødselshistorier var rart. Det med at visualisere sin egen fødsels og tidligere frygt var essentielt. Det med at skaffe sig al viden overhovedet, omkring hvordan fødsler kan gå, var rart. Jeg kan kun anbefale kurset.

Fødslen

Mindre aktivitet i maven en af dagene gjorde, at vi tog en tur forbi hospitalet: Jeg var 1 cm åben, men ikke nok til hindeløsning. Til gengæld fik jeg målt mine plukveer, som jeg nu blev sikker på hvordan føltes. Tænk at jeg var i tvivl, men det var jeg. Men som ingeniør lyttede jeg til instrumenterne…

3 dage senere er jeg stadig 1 cm åben, men min egen Jordemoder har små nok fingre og laver en hindeløsning. Hjemme igen laver jeg massere af sqauts og step-up’s, mens jeg går en tur i fælleshaven med kattene. Jeg havde nemlig hørt, at man ved at være aktiv kan forhindre hinderne i at sætte sig fast igen. Overtro eller ej, vandet begyndte at sive kl. 04.00 samme nat den 2. Juni. Jeg havde lovet ikke at vække Iggy, hvis der var noget om natten, så han kunne få sin sidste søvn – EVER .. haha. Jeg lagde mig i karbad og tullede rundt en time. Omkring kl. 06 går vandet med et plask midt i sengen og dernæst midt i gangen. Jeg kan ikke finde ud af at vurdere farven af vandet, så vi lader tvivlen komme os til gode og tager en tur på hospitalet. Her vurderes igen igen til kun at være 1 cm åben, men med fine veer, der virkeligt giver noget.

I min forestilling af hvordan min fødsel skulle forløbe var der inkluderet et ophold med sushi spisning. Så det gjorde vi på vej hjem fra hospitalet. Jeg fik kun 6 stykker indenbords, men de kom retur igen og endte deres dage på et fortov. Så meget for den sushi-forestilling.

Det var nok det, som jeg ikke var forberedt på: opkast, og massere af den. Man kan sige, at opkast er noget, man har prøvet før, og når jeg tænker tilbage på det var det ikke så slemt. Men jeg knækkede mig og knækkede mig under hele pressefasen.

Hjemme igen lå vi i sengen, mens veerne tog til. Jeg prøvede, at få min mand til at tage tid på veerne, men jeg var så fokuseret, at jeg ikke fik sagt start og stop ordentligt. Frustreret griber jeg selv telefonen med ve-tæller appen og efter en ½ times måling resulterer det i veer, der gennemsnitligt varer 2 min og der er 3 min imellem….altså lig med meget aktiv fødsel. Jeg ringer ind til Herlev og får at vide, at vi skal komme ind med det samme – stue 2 er klar til mig. Bum. Dejligt at få at vide. I bilen på vejen er jeg godt på vej ind i fødeland – halleluja for motorvej mellem Nærum og Herlev.

På Herlev Hospital (kl. ca. 16) var der mange veer inden jeg kom helt op på fødestuen. Det var hårdt at gå fra bilen, og jeg er lettet, da jeg kommer op og ligge på briksen. Sideleje – ligesom da jeg øvede vejrtrækning inden fødslen. Jeg er så godt tilfreds i sidelejet, at jeg kunne have kastet et eller andet efter jordemoderen, da hun spurgte om jeg ville over i karbadet. Jeg kastede et kort blik over på karbadet – som syntes 100 meter væk og gav den ide op pænt hurtigt. Men det er da betryggende at vide, at Jordemødrene faktisk læser den ønskeliste, der kommer i ens journal.

Fødeland. En helt anden verden. Gerne med lukkede øjne. Mine minder af hvordan fødestuen så ud er faktisk mest fra efter fødslen, hvor jeg var tilbage fra fødeland igen. Det viser, sig at jeg har været i aktiv fødsel mindst 2 timer inden jeg ankom til fødegangen. Ved ankomst målte jordemoderen mig til 7 cm åben…Efter noget tid med normale udvidelsesveer – startede en slags presseveer, mens jeg stadig ikke var fuldt åben. Jeg pressede ikke aktivt med, men min krop lavede alligevel et naturligt pres nedad – så barnet bevægede sig ned igennem bækkenet, mens jeg stadig ikke var fuldt åben! Hans hovede stod fast, da vi ankom og var nået spinae (et andet checkpoint) kl. 17:30 – hvor jeg også var 9 cm åben. Herefter gik det stærkt og presseveerne startede for alvor. Og mere opkast.

Her må jeg lige komme med en kærlig tanke til manden, som stod indenfor bræk-radius, og sørgede for musik, saftevand, kolde omslag, nusning og flere brækposer… Han var fantastisk og kolde omslag kan “varmt” anbefales.

Pludselig får jeg at vide at barnet kroner, og jeg bliver hyldet helt ud af den, da jeg selv mærker det bløde hovede – som er på vej ud af mig. Jordemoderen siger, at jeg gerne må presse aktivt med, men jeg er slået helt ud af den og ca. 1000 tanker løber igennem mig. Jeg undlader simpelthen at presse for liiiige at suge øjeblikket til mig. For det er bare så vildt at ligge der midt i orkanens øje. Da jeg så endeligt beslutter mig for at presse, fører jeg en samtale med jordemoderen om, hvornår jeg må presse – “Er du sikker på jeg ikke sprækker nu?”. Og hyldet ud af den som jeg er, prøver jeg at presse, mens jeg ikke har en vee. Ret vildt at jeg kunne være i tvivl. Så jordemoderen ender med at må fortælle mig, hvornår jeg har veer… hahaha.. Og ud kom han – 18.01 – en skrigende blå baby direkte op på mors mave. Jeg holdt ham stramt og han faldt hurtig til ro og fik en fin farve. 18.10 kom (næsten) hele moderkagen med et par efterveer, som jeg knapt lagde mærke til. Halleluja for adrenalin og kroppens egne smertestillende midler. Jeg havde squ klaret det helt selv – som en rigtig viking. Så da han var ude og ikke længere kunne påvirkes af stoffer i blodet bad jeg om to panodiler. Jeg var meget udmattet og sulten. Efter lidt tid hvor han lå hos mig under varmelampe og fik suttet lidt ved brystet, kom han over til sin far. Jeg fik serveret ristet brød, saftevand og yoghurt til at komme ovenpå. Baby blev målt til 3880 gram og en længde af 52 cm.

Læs mere her: http://sahlertz.bloggersdelight.dk/haandtering-af-veer/ og hele Mikalas beretning med efterfødselsforløbet her: http://sahlertz.bloggersdelight.dk/foedselsberetning/

Mikala Skovgaard Sahlertz, 1. fødsel 


 
© 2024 Smertefri Fødsel ApS.
webpage.io Content Management System.
HTML5 / CSS3