Min drøm af en hjemmefødsel

Ugerne op til min termin kunne jeg gradvist mærke, at min krop gjorde sig klar til fødslen. Maven sank, og jeg havde mange små sammentrækninger i løbet af døgnet. Det blev pludselig meget vigtigt at få de sidste ting på plads inden fødslen. Jeg aflyste en del aftaler, købte de sidste ting til fødslen, fryseren blev fyldt op med færdiglavet mad, vasketøjskurven blev tømt — alt var klart. 4 dage før min terminsdato sad jeg om formiddagen på terrassen i solen og læste min bog færdig. Ved 14.30 tiden begav jeg mig med klapvogn ned for at hente min datter i børnehaven. På vejen derned kunne jeg pludselig mærke, at der skete noget — der var som om, at barnet gled det sidste stykke ned i bækkenet. Og jeg måtte ind i mellem holde en pause på grund af kraftige plukkeveer.

Jeg kommer hjem med min datter, og vi sætter os ud i sandkassen i haven. Her begynder det at gå op for mig, at jeg har veer. Klokken er omkring 15.30. Veerne gør ikke ondt, men jeg kan genkende fornemmelsen fra min første fødsel. Inde på sofaen ligger min snotforkølede kæreste og sover. Jeg stikker hovedet ind til ham, og siger, at han nok er nødt til at mande sig op, for jeg har altså veer! Noget overrasket springer han ud af sygesengen og overtager pasningen af vores datter, mens jeg lægger mig op i soveværelset og forsøger at tage tid på veerne. Jeg begynder næsten automatisk at bruge den overfladiske vejrtrækning, og den virker rigtig fint. Det er som om, at kroppen ved, hvad den skal gøre. De mange timers træning giver pote, og jeg slapper fuldstændigt af under veerne. De gør stadig ikke ondt, men de er nogenlunde regelmæssige med 7-8 minutter mellemrum og af 40 sekunders varighed. Jeg er meget i tvivl, om det virkelig kan være fødslen, der er i gang. Er det bare snydeveer? Jeg kan huske fra min første fødsel, hvordan panikken meget hurtigt bredte sig i mig, og jeg nåede at tænke epidural flere gange, inden jeg havde åbnet mig en centimeter! Nu er jeg rolig og afslappet og joker med min kæreste, der heller ikke er helt overbevist om en forestående fødsel. Vi bliver alligevel enige om at hidkalde min mor, der skal være med til fødslen samt orientere min svigermor om, at hun muligvis snart skal passe min datter. Vi kan jo bare ‘aflyse', hvis det hele går i stå. Jeg ringer til min mor kl. ca. 17.00.

Omkring kl. 17.30 ankommer mine forældre, og lidt efter ringer jeg til afdelingsjordemoderen og fortæller, at der er en fødsel i gang. Jeg har det lidt mærkeligt med at ringe, da jeg stadig ikke synes, det er slemt. Men hun er glad for at blive orienteret og beder mig ringe igen, når der er 4-5 min. mellem veerne, og de varer omkring 50 sekunder. Min datter får lidt aftensmad, kæresten pakker de sidste ting til hende, og omkring kl. 18.30 kører min far hende hjem til min svigermor. Jeg ligger nu på sofaen i stuen og passer mig selv og mine veer. Det er en stor lettelse for mig at få min datter ‘godt ud af huset'. Overskuddet er stadig stort, og jeg sludrer med min kæreste og mor mellem veerne og sørger ellers for at slappe helt af. Jeg kan godt mærke, at veerne tager til i styrke og kræver mere og mere koncentration. Det er helt afgørende for mig at være fuldstændig afslappet under veerne og komme godt ind i den overfladiske vejrtrækning. Så er veerne til at holde ud. Det kræver, at jeg er helt klar, når veen starter, og jeg bevæger mig derfor mere og mere ind i min egen verden. Jeg beslutter mig herefter for at gå i brusebad — noget jeg hele tiden har tænkt, at jeg vil gøre i starten af forløbet. Det er i det hele taget som om, at jeg har en mental drejebog at gå frem efter. Alle de mange timers forberedelse med at lægge ting frem til fødslen og skrive sedler til kæresten virker på mystisk vis som en form for ‘opskrift', der giver mig en enorm ro og tryghed. Jeg ved, at alt er, som det skal være, og jeg har stor tillid til, at mine fødselshjælpere tager sig af alt det praktiske.

Jeg nyder mit brusebad og tager veerne stående, mens jeg hænger ind over væggen. En stilling jeg har øvet igen og igen. Jeg kalder på min kæreste og beder ham tage tid på veerne. Der er nu omkring 5 min imellem. Jeg gør mig færdig, kommer ud i stuen og bliver så glad, de jeg ser, hvor meget mine fødselshjælpere har nået: Der er dæmpet belysning, tændte stearinlys og sofaen er gjort klar med voksdug og lagner. Den meditationsmusik, som jeg har trænet til, spiller i baggrunden. Alt er roligt og smukt, og jeg beder min kæreste tage de sidste billeder af min fine, store mave. Herefter smider jeg mig på sofaen. Jeg ligger på siden og slapper fuldstændig af under veerne — denne stilling er også øvet mange gange. Kl.20.00 ringer jeg til afdelingsjordemoderen igen, for nu kan jeg godt mærke, at veerne bider og kommer hyppigt. Hun vil ringe til jordemoder Anna, der vil komme inden for 1 time.

Min kæreste begynder at puste fødekarret op. Det er min drøm at komme op i vandet og føde, men foreløbig regner jeg med, at der er lang vej endnu. Så jeg bliver på sofaen og slapper af og beder til, at jeg er de magiske 4 centimer åben, når jordemoderen kommer, så hun ikke kører igen.

Kl. 20.30 ankommer jordemoder Anna med en fantastisk ro og varme. Jeg kan med det samme mærke, at vi er på bølgelængde, og alt foregår på mine præmisser og i mit tempo. Hun starter med at lytte til barnets hjertelyd, der er helt fin. Så undersøger hun mig, og jeg er 7 centimer åben. Jeg bliver helt vildt glad og råber til kæresten ude i køkkenet; ‘Hørte du det skat — 7 centimer!' Det er som om, at jeg lige får et skud ekstra kræfter. Så har alle veerne givet noget, og jeg har hjulpet dem godt på vej. Jeg er meget stolt! Anna siger også, at barnets hoved står meget langt nede, så nu skal jeg bare lytte til min krop, og jeg må gerne presse lidt med, hvis jeg vil. Igen en skøn besked at få, for jeg ved det betyder, at jeg er nået et godt stykke. Samtidig kan jeg mærke, at hun har tillid til, at jeg selv kan klare fødslen. Og det øger min tro på mig selv.

Jeg beder om et klyx, da jeg gerne vil føde i vand, og det får jeg kl. 20.45. Herefter stavrer jeg ud på toilettet, og det er ikke rart. Det er en elendig stilling at tage veer i, og jeg synes næsten ikke, der er nogen pauser mere. Veerne er nu decideret smertefulde, og det begynder efterhånden også at presse på bagtil. Jeg synes, jeg sidder derude en evighed, og er meget lettet, da jeg endelig kan rejse mig og komme ud i stuen. Jeg spørger, om fødekarret er klar, for NU vil jeg altså i vand, og det er heldigvis lige blevet fyldt op. Jeg smider tøjet mens jeg går, og kravler op i karret lige i tide til den næste ve. Kl. 21.05 er jeg i karret, og det er fantastisk afslappende at komme i det varme vand. Men samtidig er der nu så meget power på veerne, at det er mig næsten umuligt at forblive afslappet under dem. Det kræver kæmpe koncentration, og jeg messer indvendigt ‘ja, ja, ja' i takt med den overfladiske vejrtrækning for ikke at komme til at spænde op. Hele tiden forsøger jeg at hilse veen velkommen og tænke på, at den efterfølges af en dejlig pause. Generelt er det mentale arbejde mindst lige så afgørende som det fysiske. Jeg minder hele tiden mig selv om, at jeg kan klare det, og jeg VIL klare det.

Nu begynder jeg for første gang at give lyd fra mig, og klager, at jeg næsten ikke kan slappe af mere. Jordemoder Anna og fødselshjælperne har indtil nu nusset stille rundt, lavet kaffe og skrevet journal, men nu samles de rundt om mig i fødekarret. Anna beder mig mærke efter barnets hoved, og i en pause får jeg for første gang fysisk kontakt med mit barn og mærker det lille hoved. Herefter undersøger Anna mig, og jeg er helt åben og må gerne presse. I næste ve går vandet spontant, og efter kort tid kommer den første reelle presseve. Helt automatisk presser jeg med på veen. Det er en helt vild bølge af kræfter, der ruller ind over mig, og i starten er det næsten som om, at min krop tager over. jeg samler mig og finder ind i den stilling, som jeg har øvet så mange gange, og nu er det mig, der styrer arbejdet. Jeg står på alle fire i fødekarret og bruger presseteknikken fra kurset. Den virker helt perfekt. Efter 2 presseveer stående i denne stilling er hovedet ude, og jeg mærker, hvordan barnet bevæger sig ned gennem min krop. Det er en vild oplevelse. Da hovedet er helt ude, er det en kæmpe lettelse, og jeg løfter hovedet og kigger på min kærste med et stort smil og siger, ‘Så skat, nu er der ikke langt igen' (han er stadig imponeret over det overskud, jeg havde mellem veerne). Jeg når også at tænke: ‘Så, nu er det den sidste ve, for jeg ved, at jeg føder resten af kroppen med den næste ve. Og sådan bliver det. Kl. 21.30 føder jeg min lille søn, og igen er det den vildeste følelse at mærke ham komme ud af min krop. Jeg vender mig om og sætter mig ned i fødekarret. Jordemoderen holder barnet, og jeg tager ham i min favn. Jeg er fuldstændig klar i hovedet og tilstede og overvældes med det samme af kærlighed og moderfølelse for det lille væsen i mine arme. Med et er alle smerter væk og jeg sidder fuldstændig rolig med mit lille barn og kan nyde de første øjeblikke med ham. Det er så stort.

Efter noget tid vil Anna have mig op af karret, så jeg kan føde moderkagen. Jeg glemmer aldrig den følelse jeg har i kroppen, da jeg rejser mig fra fødekarret med min lille søn i armene: jeg føler mig som den sejeste kvinde i verden. Jeg alene har klaret alt arbejdet, jeg gjorde det, og jeg er fyldt op af glæde, lettelse og taknemmelighed.

Resten af aftenen forløber fuldstændigt roligt og fredfyldt. Jeg føder moderkagen og bliver syet med et par enkelte sting. Jordemoder Anna og fødselshjælperne roser mig for mit flotte fødselsarbejde og jeg er ved at revne af stolthed. Vi nyder det lille barn, der er kommet til verden og spiser og drikker den mad, som jeg og min kæreste har hygget os med at købe til fødslen. Min søn bliver målt og vejet, og han er helt perfekt.

Da jordemoder Anne og min mor er taget afsted, sidder jeg og min kæreste et par timer og hygger os med den lille i sofaen. Vi kan ikke helt begribe, at det allerede er overstået. Fødslen tog kun 6 timer fra de første veer og til vores søn kom til verden. Jordemoderen nåede at være hos os 1 time. Især min kæreste havde forberedt sig på et langt forløb som sidst, og han er meget overvældet af, hvor hurtigt og nemt det hele er gået. Fødekarret var kun lige blevet fyldt op, da jeg kravlede op i det.

Jeg tager et brusebad, og herefter går vi alle 3 op i soveværelset for at få noget søvn. Vores lille søn ligger imellem os i dobbeltsengen, og jeg lukker selvfølgelig ikke et øje hele natten. Jeg ligger bare og beundrer det lille væsen ved min side. De efterfølgende dage er jeg fuldstændig høj ovenpå fødslen. Jeg føler, at jeg kan overkomme alt, og jeg har et kæmpe overskud både fysisk og psykisk. Jeg er i dag overbevist om, at den gode fødsel har medvirket til, at jeg har fået en rigtig god start som nybagt mor. Jeg har haft overskud til at forelske mig i mit lille nyfødte barn samtidig med, at jeg har overskud til resten af min familie og alle de daglige gøremål. Det er lige før jeg hygger mig med de natlige amninger!

Så alt i alt vil jeg sige dig stor tak for et fantastisk fødselsforberedelseskursus, som i den grad har haft indflydelse på min drømmefødsel. Eminente teknikker til at håndtere smerterne og til at forkorte den periode, hvor veerne er smertefulde. For mit vedkommende varede denne periode kun ca. ½ time, så det var bestemt til at udholde! Jeg følte mig hjulpet hele vejen igennem, og jeg vidste, hvad jeg skulle gøre hvornår. De mange timers træning var suverænt godt givet ud. Jeg er sikker på, at den hurtige og ‘nemme' fødsel skyldes, at jeg formåede at forblive fuldstændig afslappet under veerne og på den måde hjalp dem på vej. Set i bagspejlet fik jeg præcis den fødsel, jeg havde planlagt. Og tænk at være med i klubben af kvinder, der er seje til at føde — yes!

- Marie Lund Meisner