Min anden sædefødsel var endnu en drømmefødsel
Min anden sædefødsel var endnu en drømmefødsel
Her kommer beretningen om fødslen af mit andet barn. Jeg er så taknemmelige for den træning, jeg og min mand modtog før både denne fødsel og den første fødsel. Anden fødsel blev min sædefødsel nr. 2, eftersom også min yngste ligesom sin storesøster nægtede at gå i hovedstilling. Men det er altså ingen hindring for endnu en drømmefødsel :)
Min anden fødsel blev et skihop
”Kan du sige noget om, hvordan barnet vil vende til fødslen allerede nu?” spurgte min mand C forhåbningsfuldt, da vi var til 12-ugers scanningen, hvortil jordemoderen, der førte scanningsdimsen, kiggede på ham med et mildt undrende blik og svarede: ”Det er umuligt at forudsige på nuværende tidspunkt, men eftersom jeres første barn stod i underkropsstilling, er der en lidt større sandsynlighed for, at det også sker denne gang, hvis Anna-Katrines livmoderform eller bækken inviterer til det. Men generelt er det sjældent, og jeg tror ikke at det er noget, I behøver at indstille jer på.”Klip til ca. 16 uger senere: ”Nå, og her til allersidst vil jeg lige lave en udvendig undersøgelse, hvor jeg konstaterer barnets og livmoderens størrelse samt bestemmer barnets position…. Hm, det føles lidt…. Hm…. Jeg henter lige en lille håndscanner, så jeg er er sikker. Men det føles altså, som om jeres barn står i sædestilling.
”Nogle sammenligner en fødsel med et maraton, andre med en bjergbestigning eller en ørkenvandring. I mit tilfælde med fødslen af mit andet barn er den mest nærliggende sammenligning vist et skihop, for den gik usandsynlig hurtig på trods af den lilles sædestilling.
Torpedostilling og aflyst vendingsforsøg
Men først lidt forhistorie. Jordemoderen havde ret: Den lille lå ganske rigtigt med hele sin lille mås mast godt ned i bækkenet på mig – og hun flyttede sig ikke ud af stedet de resterende 10 uger af graviditeten. Vi blev tilbudt et vendingsforsøg og troppede da også op på Fødemodtagelsen på Rigshospitalet med en gyngende stor mave for at se, om der var noget at gøre. Og inden da havde vi prøvet med robozo til et privat vendingsforsøg, hvor vi fik skubbet lidt til den lille, men uden nævneværdig effekt udover et par indvendige blå mærker på mig.
Inden vendingsforsøget på Rigshospitalet havde C og jeg kigget hinanden i øjnene og var rørende enige om, at vi ikke frygtede endnu en sædefødsel, da det var gået så godt med den ældste. Så hvis den lille lå i en ugunstig position til et vendingsforsøg, ville vi end ikke forsøge at få hende til at stå med hovedet nedad. Så var det nok naturens vilje at hun skulle fødes med numsen først, og det var stærkt beroligende for mig, at jeg havde klaret det en gang før med hvad jeg vil betegne som en drømmefødsel, samt at jeg havde teknikkerne fra Smertefri Fødsel i baghånden lige som sidste gang. Vi havde under anden graviditet været til en bootcamp for par, hvor vi friskede teknikkerne op, så vi var forberedte og glædede os. Desuden havde jeg slammet en god del af bogen igennem samt trænet både laboro-vejrtrækning, visualisering og pres.
Jeg blev undersøgt udvendigt, fik kørt strimmel og blev scannet grundigt til vendingsforsøget i uge 36, før det blev afblæst uden nogensinde at komme rigtigt i gang. En sød og myndig overlæge vurderede, at den lille lå helt åndssvagt i forhold til at få hende vendt. ”intet er selvfølgelig umuligt, men jeg tror, at det bliver alvorligt op ad bakke” – men til gengæld kunne hun se på scanningen, at barnet lå optimalt til en vellykket vaginal sædefødsel. ”Hun ligger i torpedo-stilling; lige parat til at blive skudt afsted! I stedet for at folde benene under sig som i den almindelige fosterstilling, ligger hun med numsen godt nede i dit bækken og med benene stikkende lige op. Hun ligger faktisk som en lille foldekniv.” Vi havde derfor ro i maven, da vi adstadigt vandrede ned ad fødegangen og syntes, at vi havde valgt rigtigt ved at lade vores lille rumpenisse ankomme til verden, som hun selv ønsker – og ellers måtte det jo blive kejsersnit, hvis den vaginale fødsel af en eller anden grund gik i kludder. For en sikkerheds skyld skrev vi derfor både en ønskeliste til en sædefødsel samt hvis det måtte ende i akut kejsersnit.
Hurra, vandafgang og højt humør!
Vandet gik en formiddag, da jeg var 38+2 uden forudgående veer. Eftersom jeg var i bad, da jeg syntes, at jeg mærkede et pjask mellem benene, var jeg først en anelse i tvivl om, hvorvidt det rent faktisk var starten på fødslen, jeg lige havde bevidnet. Men der var ikke tvivl, da jeg først steppede ud af brusekabinen, og der kom yderligere en skylle – fødslen var i gang! I ugerne op til, var slimproppen gået over flere omgange, og jeg havde haft tiltagende plukveer. Desuden var jeg blevet konstateret moden til et jordemodertjek dagen før, hvor den søde Jordemoder Camilla (jeg er vild med at de sætter deres professionstitel foran navnet!) meget opmuntrende kunne konstatere, at jeg allerede var 2 cm åben og dermed på nippet til at gå i fødsel. Jeg skyndte mig at kalde på C, der gik og lavede brunch til hele familien. Han blev vist hylet lidt ud af den, da jeg sagde, at vandet altså var gået, og at vi skulle se at få organiseret pasningen af vores halvandenårige datter, da vi var blevet beordret til at komme ind på hospitalet med det samme ved vandafgang eller de første veer, da den lille lå forkert. Desuden spåede man en hurtig fødsel, da min første fødsel kun tog 7,5 time fra vandafgang til vores første barn landede i vores arme. Mens jeg lå inde på sengen med et håndklæde om mig og spiste lidt morgenmad, var jeg ved at eksplodere af glæde og spænding: NU skulle vi endelig-endelig-ENDELIG møde det lille menneske, der havde boet inde i min mave så længe! I øvrigt var jeg mærkeligt nok helt rolig, mens vi ventede på at ambulancen skulle komme efter os. Det er fast procedure med sædefødsler pga. risiko for navlesnorsfremfald.Veerne begyndte at komme kravlende, mens jeg lå der og ventede på ambulancen, og C sværmede rundt og fik ordnet de sidste ting inden afgang. Denne gang havde vi været forudseende og havde pakket hospitalstasken i god tid, så der var ikke lige så meget panik som sidst, hvor vandet gik en måned før termin. Veerne bed allerede fra starten af, men de kom stærkt uregelmæssigt og ikke specielt hyppigt. Dog krævede det virkelig min koncentration at køre fuld laboro-vejrtrækning i ambulancen, da vi passerede et stykke bumpet vej midt i en ve – av! C sad oppe foran og strøg mig over håret og fortalte mig, hvor på ruten vi var, hvilket var rart. Stemningen var glad og let, og vi jokede og grinede meget mellem de sporadiske veer.
Ambulancefolkene var fulde af forundring over, at vi tog så let på den kommende sædefødsel, og den ene redder bemærkede: ”Det ville da virkelig gøre min arbejdsdag en del lettere, hvis andre kommende forældre var lige så cool som jer, når deres barn vender forkert og vi kommer for at køre dem på hospitalet. Det er godt nok ikke ofte, man oplever sådan et afslappet par!” Det hjælper nok at være cool, når man er andengangsfødende, og man har en temmelig klar fornemmelse af hvad man skal igennem. Da min båre blev svippet ud af ambulancen, lå jeg på siden og græd lidt af glæde over, at vores datter skulle fødes denne dag – og så på sådan en smuk sommerdag med høj blå himmel. Sikke en pragtfuld dag at træde ind i denne verden på!
Fuld knald på veerne
Vi nåede knapt at komme op på fødegangen, før en velkendt stemme sagde: ”Hej igen! Jeg skal føde sammen med jer!” – og tænk, så var det fantastisk søde Jordemoder Camilla, der havde undersøgt mig dagen før! Hvor heldig kan man være? Vi blev med det samme fragtet over på en fødestue, og fra det sekund jeg trillede over på fødelejet, begyndte veerne for alvor at regne ned over mig. Det var som om kroppen vidste, at hér skulle barnet fødes, og nu var der frit lejde til at give den gas med veer. De var knaldhårde fra første færd og startede som en brændende fornemmelse i den nederste del af mit bækken, som jeg nærmest kunne mærke åbne sig for hver ve. Ret vild fornemmelse!
Der kom en obstetriker forbi for at konstatere, at barnet fortsat lå forkert samt at hendes hoved stod i den optimale position til en sædefødsel – ”for ellers kan vi lige så godt gå i kejsersnit fra starten af” – og alt så heldigvis perfekt ud om end 180 grader forkert. Vi gennemgik vores ønskeliste, herunder at jeg om muligt gerne ville føde på knæ trods sædestillingen, hvis det lod sig gøre. Den obstetriske læge var umiddelbart positivt indstillet, men kunne ikke garantere at det endte med den fødestilling, for som han sagde: ”Jeg har kun vagt tre timer endnu, så I kommer nok ikke til at føde med mig. Men jeg skal nok drøfte jeres ønsker med min afløser.” Hæ, han skulle bare have vidst at han kunne have nået op til flere af min type fødsler i den resterende tid af vagten!Jeg blev koblet til diverse måleudstyr for at holde øje med baby, som havde det pragtfuldt og på ingen måde reagerede på veerne. Mellem to veer fik jeg bedt om et klyx og takket være min erfaring fra sidste fødsel med den pinligt tynde toiletdør, var jeg vaks nok til at beordre C til at hente kaffe ved kaffevognen nede i stueetagen. Der må være grænser for hvad man skal dele med sin mand – selv under en fødsel! Heldigvis var han meget villig til at skaffe noget mokka, og klyxet fik virkelig skubbet yderligere til en fødsel, der i forvejen buldrede afsted. Jeg begyndte at få koblede veer, hvilket jeg ikke havde prøvet før, men jeg panikkede ikke takket være laboro-vejrtrækningen, der trak mig igennem, når det blev drøjt. Desuden hjalp det at jeg havde hørt om fænomenet til Smertefri Fødsel-undervisningen, så jeg blev ikke forskrækket. ”Denne her ve bliver jo bare VED!”, fik jeg på et tidspunkt gispet til C og Jordemoder Camilla, der tog tid og kunne konstatere, at den først klingede af efter tre lange minutter.
Naturkrop og pressetrang
Der var nu gået en halv time, siden vi var checket ind på stue 7, og i de få pusterum vi havde mellem veerne, grinede og snakkede vi. C lokkede mig med en kanelsnegl fra Emmerys, som han havde været snarrådig nok til at pakke inden afgang og som jeg ville få, når fødslen var slut, og han fik organiseret nogle varmepuder til mig, som jeg kunne have på lænden, mens jeg lå i sideleje og kaperede den ene ve efter den anden. Hans gode hænder på min lænd hjalp også med massagetryk og vi kyssede en masse – både fordi vi ikke kunne lade være, men også for at sætte endnu mere skub i det vedannende oxytocin. Desuden fik jeg klistret mine medbragte chiliplastre hhv. foran og bag på lænden (godt langt nede på ballerne, så det ikke ville komme i karambolage med en evt. epiduralblokade og dermed at jeg ville være ved fuld bevidsthed, hvis det skulle ende med akut kejsersnit), og de begyndte at varme dejligt og lindrende. Jordemoder Camilla konstaterede ved en hurtig indvendig undersøgelse, at jeg var 6 cm åben og begyndte diskret at rigge an til fødslen – ”jeg tror at det kan gå stærkere end man forestiller sig” – og desuden ringede hun rundt til hele det mandskab, der skulle være på fødestuen i pressefasen pga. babys sædestilling, for at varsko dem om fødslen og at de skulle stå standby.Jeg arbejdede med veerne, gispede mig gennem laboro-vejrtrækningen og messede indvendigt ”Ja-ja-ja-ja, hver ve bringer mig tættere på min datter. Ja-ja-ja-ja!”, når veerne piskede ned over mig, og jeg for hver kraftige ve bogstaveligt talt kunne mærke mit skelet skride fra hinanden i små ryk for dermed at berede fødselsvejen for mit barn.Og pludselig kunne jeg mærke den: pressetrangen, når barnet glider ned i den sidste del af fødselsvejen og hele kroppen bliver ét stort stykke natur, der kobler tilbage til urmoderen, og al civilisation forlader organismen. Det er en voldsom følelse, men jeg blev ikke bange – tænkte højst: ”Here we go again! Det er for viiiildt!”. Og så råbte jeg: ”Nu synes jeg godt nok at det presser – må jeg presse med?”. Jeg fik et hurtigt ”Ja, du har helt styr på det – følg din krop”-svar og samtidig blev mit spørgsmål startskuddet til en række hektiske opkald på tjenestetelefonen fra Jordemoder Camilla til hendes kollegaer, hvor jeg lige sansede at hun gav en række hektiske ordrer: ”Så er er der UK på stue 7 – kom herned NUUUU!!”, hvorefter det væltede ind med mennesker, som om dørene til stadium åbnede, og glade fodboldfans skulle se kamp.
Fleksibelt understel
Der var nu gået ca. 45 minutter, siden vi var kommet ind på fødegangen. Alle – dvs. jordemødrene, de to fødselslæger, børnelægen og sosu’en – indtog deres arbejdspositioner, mens jeg nærmest gik i fødselstrance liggende i det sideleje, jeg aldrig fik bevæget mig væk fra, men som bekom mig vel. Midt i den ekstreme pressetrang, der bragede gennem kroppen, huskede jeg på Anjas stemme, der så mange gange i mine træningssessioner havde guidet, hvordan hagen kan bruges som speeder og bremse. Ergo knaldede jeg hagen helt ned i brystet, trak skuldrene godt nok ned, mens jeg sugede luft ind og pressede ved hver ve, så jeg så flimrende gnister for øjnene. Desuden holdt jeg godt fast i mit ene ben og brugte trykket til at presse endnu hårdere med på veerne.C stod oppe ved mit hovedgærde og jeg havde åndsnærværelse nok til at hive mig op og også følge med i hvad der skete mellem benene. Og selv om det var anden fødsel, vil det altid være stærkt syret at se et lillebitte menneske halvt ude af en kropsåbning, der ellers ikke er for børn! Den lille numse var født og hendes ben lå klistret op langs siderne. I den næste ve fødte jeg af egen kraft kroppen helt op til halsen. Nu blev stemningen på fødestuen hektisk: Vi havde ramt det mest kritiske tidspunkt for en sædefødsel, hvor navlesnoren er afklemt og barnet dermed ikke får ilt. Samtidig er jokeren hovedets størrelse – kan det komme ud eller skal den skrækkelig tang, der er sædefødslens svar på en meget hård kop, i brug? Den yngre fødselslæge, der havde fået æren af at hjælpe mit barn det allersidste skridt – eller snarere pres – ud i verden, var synligt nervøs. Han blev guidet af overlægen, og hele fødestuen holdt vejret: ”Nej, vent til der er en ve – og SÅ hiver du!”. Fødselslægen havde stukket sin hånd op i mig – ja, spørg ikke hvordan det kunne lade sig gøre, samtidig med at et barn nærmest var ude af mig, men jeg er åbenbart utroligt fleksibel! – og havde fundet barnets mund, som han havde stukket pegefingeren ind i. Ved næste ve roterede han barnets hoved så det stod optimalt i forhold til at komme gelinde ud og så hev han med, da den allersidste presseve skyllede ind over mig.Og med ét var lille smukke Eleonora født, og hele fødestuen trak kollektivt vejret lettet igen. Der var gået 50 minutter siden vores ankomst til hospitalet, og jeg fik min datter op på brystet med et håndklæde om sig, for at hun ikke frøs. Den lille gav med det samme lyd fra sig, der fik mere og mere volumen, og jeg græd af glæde over mit barn og den veloverståede fødsel.Alt er love
Børnelægen undersøgte hende, mens hun lå på min mave, og da navlestrengen stoppede med at pulsere, klippede C den, og med ét var Eleonora sin egen. 10 minutter efter fødslen kom moderkagen ud – stor og hel og ganske uden komplikationer. Igen og igen sagde jeg med næsen helt nede i den lilles hår: ”Er det SÅDAN du ser ud, lille skat? Hvor har vi glædet os til at møde dig!”Der var ingen bristninger og jeg mistede kun ganske lidt blod. Vi havde fem lykkelige timer på fødestuen med ristet brød, kaffe – og jeg fik som lovet min kanelsnegl – mens vi henførte lå på den store briks og sammen beundrede vores lille mørkhårede datter, der missede mod verden og blev ammet for første gang. Derefter pakkede vi sammen og drog hjem for at blive genforenet med vores store lille pige. Ren lykke!
Heldigvis gik også denne sædefødsel godt, men skal vi have et tredje barn en dag og ender med endnu en sædefødsel, må jeg simpelthen blive cover girl på Ugeskrift for Læger eller lignende! Det vil simpelthen være for vildt med tre sædefødsler i rap, men omvendt er jeg ikke spor skræmt. Tænk at få to så fantastiske fødsler – hvor heldig kan man være?? Fødslen af Eleonora blev bestemt ikke et maraton, men et langt svæv, hvorefter skiene knaldede i sneen og jeg heldigvis landende uden at vakle det mindste. Hurra!Så tak til jer – Anja og Tilde, der gennem de sidste par år har trænet mig og min dejlige mand i Smertefri Fødsel-teknikkerne. Det er MEGET værdsat.
Anna-Katrine, 2. fødsel
Læs om Anna-Katrines første fødsel her.
