Dramatisk fødselsberetning fra Norge

Jeg har brugt mange timer på at tænke over hvilke akutte scenarier som kunne udspille sig; skulle det blive  transport med helikopter til sygehuset, eller kunne jeg få lov at tage ambulancebåden, eller hvis vi var i rigtig god tid, kunne man hygge sig med veer på færgen... Eller den helt afslappede stil: hjemmefødsel med en sygeplejerskekollega.  Jeg havde forberedt mig godt, gået til modningsakupunktur to gange, og allerede anden gang sagde jordmoderen at jeg var moden. Havde lidt plukveer den eftermiddag, men det gik i sig selv om aftenen. Nåede at gøre klar til at min mor skulle komme på besøg fra Danmark. Jeg lavede min daglige træning og "fødte" på knæ ude ved sofaen, før jeg gik i seng kl 00.. Så vågnede jeg en time senere og havde ondt i bækkenet. Gik på toilettet mange gange den næste halve time. Blev klar over at det nok var fødselsveer. De kom hurtigt efter hinanden, men jeg kunne ikke  koncentrere mig om at tælle intervallerne. Måtte bare fokusere på åndedræt og afslapning. Jeg vækkede min mand, Eigil kl 01.45, og før han blev vågen nok til at tælle veer, så bad jeg ham om at ringe til "føden". Da havde jeg en fornemmelse af  at veerne kom med to minutters-intervaller, og var ret kraftige. Det føltes som at det kom til at gå hurtigt, og det tænkte jordmoderen også, så hun anbefalede at jeg tog helikopteren, hvis jeg ikke ville føde hjemme, for ambulancebåden var for langt væk. Jeg havde hverken lyst til helikopter eller hjemmefødsel, men besluttede alligevel at tage af sted, selvom det så betød at Eigil måske ikke kunne komme med.  Kira blev vækket og var helt spændt på at babyen skulle komme, så hun hoppede rundt om mig, der sad og ikke kunne snakke. Eigil kørte ud for at levere hende hos nogen venner, men halvvejs måtte han vende om og hente mig, fordi helikopteren allerede var på vej. Nå, så sad vi der alle tre, i bilen ved landingsbanen (fodboldbanen på Kvitsøy) og hørte en helikopter nærme sig. Vi kunne ingenting se, der var helt tåget. Så hørte vi en helikopter der forsvandt. Ringede til alarmcentralen, som sagde at den ikke kunne lande pga. tågen. Men jordmoderen ville blive sat af på naboøen, hvor ambulancebåden kunne hente hende og komme til Kvitsøy i løbet af 40 minutter. Så fik vi tid til at aflevere Kira lynhurtigt. Vi kørte hjem omkring for at hente noget, der blev vi mødt af mine sygeplejerskekolleger som var dukket op i øens ambulance.  De bliver jo også kaldt ud når der er styrtfødsler i gang midt om natten. De fulgte efter vores bil til kajen, og blev der indtil båden kom og jeg var i trygge hænder hos jordmoderen. Jeg gik fra bilen til båden i to vepauser og fik anbragt mig på den smalle båre i konsultationsrummet. Jeg lå på siden, skulle for alt i verden ikke ligge på ryggen for det gjorde for ondt. I Stavanger har de ikke hørt om smertefri fødsel, så jordmoderen prøvede forgæves et par gange at få mig til at ånde dybt ind når jeg havde sammentrækninger... Jeg havde selv skrevet en forklaring på lamaze-teknikkerne, og når hun fik læst den, lod hun mig bare gøre som jeg ville. Jeg følte mig toptrænet og i form til at føde, men det var hårdt arbejde. Jeg kunne ikke få smerten væk bare med laboro-åndedræt, men det hjalp til at mestre oplevelsen af de voldsomme sammentrækninger. Samtidig slappede jeg helt af, og sagde indeni mig selv - og nogle gange højt- jeg udvider mig. Jeg giver plads. Og der blev udvidet i lyntempo: efter 5 minutter på båden fik jeg pressetrang på toppen av veerne, og da var jeg kun 6 cm åben. Jeg lagde mig på knæ og albuer, ligesom jeg havde øvet hver dag, og kørte laboro næsten uafbrudt. Heldigvis var det roligt sejlvejr, så jeg kunne holde balancen på båren. Jeg klarede at lade være med at presse, kun fokusere på at udvide mig. Efter 5-10 minutter blev presse veerne meget stærke, og da var jeg helt åben. (Det er rimelig stressende at få indvendig undersøgelse på det stadie i fødslen, måtte råbe til jordmoderen at hun skulle vente til veen var færdig.) Gik op på knæ og hænder og pressede, for det var den stilling jeg havde øvet mig på.  Hvilede på albuerne i pauserne. Det var en helt vild fornemmelse i kroppen, når den store livmodermuskel bare overtog fuldstændig. Den pressede både op og ned: Så meget lyd plejer der ikke komme ud af mig, og jeg ved ikke hvad den lyd kan beskrives som, det var ikke et klassisk skrig, måske lød det som en voldsom orgasme, men det var det ikke. Jeg pressede tre gange, og koncentrerede mig om at slappe af og give plads i bækkenet. Anden gang mærkede jeg toppen af babyens hoved på vej ud, tredje gang kiggede jeg ned og så hele babyen komme ud på en gang. Så blev der ikke tid til at tage babyen ud efter hovedet var født, sådan som jeg havde forestillet mig.

Da var båden kommet til kajen i Stavanger, og en ambulance stod klar for at fragte os videre til sygehuset. Men jeg fik lov at blive indtil jordmoderen havde taget moderkagen ud, som jeg havde ønsket, før hun klippede navlestrengen. Imens lå den lillebitte dreng på min mave og kiggede på os. Så fulgte en kort tur i ambulance ind til sygehuset, og der var vi i nogen timer, indtil Eigil måtte hjem og sove og hente Kira, og jeg fik besøg af min mor som havde kørt halve natten fra færgen i Kristiansand for at nå det. Jeg blev syet, ammede og gik i bad, tog en lur, spiste frokost, og så var jeg egentlig klar til at tage hjem. Måtte vente til ud på eftermiddagen før lægen fik tid til undersøgelse, og der gik en færge til Kvitsøy.

Evaluering: jeg var overrasket over så hurtigt det gik, havde egentlig forberedt mig på en langtrukken fødsel med god til til kærestekæl og fødekar. Ville have taget baby ud selv, men det havde han ikke tid til. Jeg havde tænkt det ville være godt at være lidt på forkant med akupunktur, hvis jeg skulle gå langt over tid, ligesom første gang, men der var vist ingen grund til bekymring. Når fødslen gik så hurtigt, var det som om der blev hoppet over den første langsomme del hvor det hele begynder og hvor man er i tvivl om det bare en plukveer. Til sammenligning var min første fødsel, som godtnok kørte på syntocinon drop, stille og rolig, og faktisk smertefri de første 5 timer med laboro. Det blev heftigt den sidste time før pressefasen når jeg gik fra 4-10 cm åbning, og da havde jeg smerter op til 8 ud af 10. Denne gang var det tre timer med smæk på veerne fra start til slut, men smerten var ikke værre end 8, og jeg kunne stadig slappe af og holde visualisering af udvidelse og god plads i bækkenet. Det var svært at tælle veerne, fordi det var så intenst. Jeg havde trænet laboro med at tælle på fingrene: ti fingre halvvejs, 20 fingre færdig. Men jeg brugte det ikke under fødslen. Var bare superopmærksom på kroppen, muskelsammentrækningerne og behovet for luft. Jeg fik ros af jordmoderen for at være så rolig og selvkørende.

Kærlig hilsen Maja Hofstetter