Hvis jeg fik muligheden, gjorde jeg det hele igen

GRAVIDITETEN

Jeg nåede til uge 29, hvor jeg pludselig måtte se mig selv indlagt med forkortet livmoderhals, truende for tidlig fødsel og et barn med for meget fostervand. Jeg måtte her omstille mig 100%, og meget af snakken fra fødselsforberedelsen om, hvordan man omstiller sig, og at alle fødsler er forskellige, var virkelig brugbart. 

Der skete dog det fjollede, at vandmængden rettede sig ved tvilling 2, og min livmoderhals blev helt fin igen. Så ugerne gik, og jeg passerede min milepæl, uge 34, hvor lungerne er færdigudviklede. I mellemtiden havde min ledende tvilling (den som kommer først ud) lagt sig i underkropsstilling. Igen havde jeg stor glæde af at kunne snakke med Tilde i undervisningen og få snakket igennem, hvilke muligheder der er for at gøre et kejsersnit til en god fødselsoplevelse. Der er nemlig ingen læger i Danmark, der vil eller kan stå inde for fødslen af første tvilling i underkropsstilling (jeg brugte mange søvnløse nætter på at søge nettet tyndt!) .

Igen snød tvillingerne mig dog, for efter en gang rebozo og daglige bækkenløft og øvelser fra Spinning Babies vendte begge tvillinger sig med hovedet ned! Uge 37 kom og gik, og jeg fik udskudt min igangsættelse til allersidste dag, der stadig var inden for anbefalingen fra Rigshospitalet, nemlig 37+6.

FØDSLEN

Klokken 10 mødte jeg spændt op på Rigshospitalet for at blive skudt i gang! Det var min jordemoders forventning, at de blot kunne prikke vandet, men det viste sig, at min krop var vældig ihærdig for at holde dem indenbords, og min ledende tvilling lå for højt til, at hun kunne nå. Der skulle mere hjælp til, og det blev derfor til en assisteret hindesprængning, hvor en jordemoder manuelt trykker barnet ned i bækkenet uden på maven, så fosterhinderne kan nås indvendigt. Av!

Jeg fik hurtigt lidt småveer, og som tvillingegravid fik jeg en CTG-måler på, så begge børn kunne tjekkes. Skærmen viste hver ve som en lille bakke, men jeg mærkede intet til dem før ved en 13-tiden. Jeg hyggede med min kæreste, en masse snacks og mit strikketøj. Da klokken passerede 13, begyndte jeg automatisk at bruge min laboro-vejrtrækning. Veerne gjorde ikke ondt, men der var mere power på, end jeg huskede fra min fødsel i 2017. Jeg havde dog været flittig til at genoptræne teknikken og den kom derfor naturligt til mig. 

Jeg havde i fødselsforberedelsen skrevet en masse noter ned om, hvad jeg ønskede og ikke ønskede, og jordemoderen var så god til at bruge den aktivt! Bl.a. havde jeg frabedt mig epidural. Det er ellers standard at der lægges en epidural ved tvillingefødsler, men jeg har forfærdelig nåleskræk! Jeg havde også noteret, at jeg gerne ville have anlagt drop i hånden, men ikke ville tilsluttes vedrop med det samme. Jeg kan ærligt sige, at for mig var det at få lagt droppet ca. 10 gange værre end smerten ved fødslen! 

Nu begyndte selve fødearbejdet så, og jeg følte mig fint i kontrol. Omend der var god smæk på veerne. Jordemoderen undersøgte mig, men jeg var kun 4 cm åben og stadig med en tyk kant. Det undrede mig, for jeg havde en anden følelse. Men jeg tænkte, at der nu nok skulle være god fremgang med de tiltagende veer.  De næste par gange jeg blev undersøgt, var det dog samme historie: 4 cm og stadig "kant" tilbage.  Jeg er ellers et meget roligt menneske, men da klokken blev 16, og jeg guddødemig STADIG var 4 cm åben, blev jeg faktisk lidt småsur! For her lå jeg og arbejdede så fint med mine veer, som jeg følte både rev godt i kroppen og tog til, og så var der bare ingen progression!! Simpelthen så unfair!

Nu begyndte jeg at blive tilbudt tilkobling til vedrop, da progressionen ikke var tilstrækkelig. Jeg havde selv en følelse af, at veerne var gode, og at børnene havde det fint derinde, så jeg takkede nej. Så fik jeg tilbudt lattergas, men jeg følte ingen smerte, så det blev også et nej. Hvad tilbyder man så sådan en genstridig fødende? Det eneste jeg havde lyst til var en fedtet panini nede fra Rigshospitalets Baresso House. Så min kæreste måtte ned og købe. Da han kom tilbage 20 min efter, havde jeg BESTEMT ikke lyst til den lortesandwich!!! Så den måtte han pænt pakke sammen igen. 

Klokken 17 blev jeg igen tilbudt vedrop, som jeg afslog. Jordemoderen ville gerne tjekke mig indvendigt igen, men nu havde jeg ligesom fået nok af hendes utroligt nedslående målinger. Så jeg sagde, at jeg simpelthen ikke orkede at hun nu IGEN skulle til at sige "4 cm med tyk kant"! Det kunne hun f… gå ind og sige på en anden fødestue! Pga. overskuddet til det kække svar, må hun have skønnet, at jeg nok stadig lå og fjumrede rundt nede i kategorien "kun liiiige i aktiv fødsel". 

Min kæreste derimod blev lidt mistænkelig over min manglende samarbejdsvilje. Der gik nu ikke mere end et par enkelte gode veer, før min ellers så fine teknik virkelig begyndte at sejle. 
På toppen af veen blev jeg SÅ forvirret og begyndte ufrivilligt at stønne underligt. Nu blev min kæreste endnu mere opmærksom, for han kunne godt huske hvad den lyd betød i min første fødsel! Som han meget sødt beskrev lyden: "Du lød som en døende ko! En UHYGGELIG døende ko."

I min første fødsel kaldte jeg dem "forvirringsveer" – de der par veer hvor alt sejler, lige før man skal presse. Dem man ligesom ikke kan finde hoved og hale i, og hvor vejrtrækningen kun fungerer i halvdelen af veen. Nå, men den ellers så fine indsigt havde jeg helt glemt i situationen. Jeg fik jo hele tiden at vide, at jeg nærmest ikke var i fødsel endnu.

Jordemoderen blev nu også pludselig opmærksom, da jeg bestemt ikke gad at besvare hendes spørgsmål mere. Min ellers så gode humor var også pist forsvundet. "Nu tjekker jeg dig altså!" sagde hun hurtigt, og hun behøvede ikke andet end et halvt sekund til at mærke, at jeg var godt på vej til at føde tvilling A's hoved!

Og SÅ fik hun ellers travlt!! Ved sådan en tvillingefødsel skal der et kæmpe publikum med bestående af flere børnelæger, anæstesilæge, sygeplejersker etc. Og det publikum var ikke ligefrem mødt op, siden jeg jo kun var 4 cm åben ... De havde slet ikke fået invitationen endnu. 

Så mens hun riggede til med børneborde, dropstativ, slanger og diverse, holdt hun telefonen mellem skulder og øre og ringede efter, hvad der måtte være hele Rigshospitalets samlede skare af læger. 

Klokken 18:02 laver jordemoderen iflg. min journal et kald til bagvagten. Jeg husker det ikke, men min kæreste har genfortalt at hun i telefonen halvråber: "Stue 7 føder NU!". Klokken 18:04 føder jeg resten af tvilling A's krop i én presseve. Alt imens stuen fyldes af mennesker. Hans lille perfekte 48 cm lange og 2600 g tunge krop kom drønende i en skylle af klart vand! Eivind er født i to presseveer under 60 min efter, at jeg var 4 cm åben.

Herefter fik jeg en lækker pause fra veerne. Tvilling B havde valgt at gemme sig langt oppe øverst i maven, hvor ingen kunne måle hendes hjerterytme med CTG-strimlen. Vild panik, scanner og elektroder blev kørt i stilling. Lægen fandt hende med scanneren allerøverst oppe, hvor hun lige gav sin mor en dejlig pause fra at have børn i bækkenet. 

Jeg spurgte flere af de fremmødte personaler, om jeg ikke bare kunne føde tvilling B en anden dag? Det virkede ligesom for uoverskueligt nu, hvor jeg lige havde en lækker vepause. Der var umiddelbart ingen der bed på min ellers geniale idé. Til gengæld havde de hooket mig på det forkerte dropstativ, så de første ti minutter måtte jeg presse uden veer for at kæmpe den største af de to tvillinger ned i bækkenet. De ville gerne tage vandet på hende, men hun stod så højt, at der skulle en del kræfter til at få hende ned. Efter en 10 minutters pressen, fik de koblet mig på det rigtige vedrop, og SÅ rejste presseveerne sig igen!

De tog vandet på tvilling B så snart det var muligt – en skylle af klart fostervand stod ud på gulvet og jeg fødte hendes hoved i en enkelt ve. Herefter kroppen i næste ve ligeledes i en kæmpe skylle. Ebba smuttede lige ud i favnen på den jordemoderstuderende med sine 3200g og flotte 52 cm! En stor lillesøster!

Selvom jeg var andengangsfødende og havde en perfekt og udramatisk første fødsel bag mig, så gav det alligevel så meget godt at tage kurset igen her 3 år efter. Dels fordi jeg havde glemt en del detaljer, og der var kommet nyt til. Men også fordi min indgangsvinkel denne gang, som andengangsfødende OG tvillingegravid var helt anderledes. Jeg fik snakket igennem, hvilke muligheder jeg havde for at gøre fødslen mindre hospital og mere mig. Og på hvilke parametre jeg kunne udfordre de gængse medicinske retningslinjer for tvillingefødsler.  

Bl.a. fik jeg ikke en epidural, jeg fik lagt kateter til vedrop i hånden, men det blev først tændt mellem fødslerne. Jeg fik jordemoderen til at skrue ned for lydene på alt udstyret, så jeg ikke blev stresset af biblyde og alarmer. Jeg havde også bedt om sen afnavling - som ved tvilling A blev til 2,5 minut. Dvs. ikke så sent som ved en enkelt barns fødsel, men alligevel 2,5 minut mere end de fleste førstefødte tvillinger får med sig. Derudover kom tvilling A direkte op til mig – og efter børneundersøgelsen direkte op på brystet af far. Det er heller ikke standard ved tvillingefødsler, hvor første barn ude ofte bliver taget direkte over på børnebordet. 

Og så var min kæreste i processen også blevet klædt godt på til at kunne videreformidle mine ønsker og støtte mig i mine valg. Guld værd! Alt i alt havde jeg virkelig en fantastisk fødsel af mine to små! Det var en så syret og vild oplevelse at føde TO gange lige i rap! Og en kæmpe lettelse, at alt gik så godt og uden diverse indgreb. Jeg kneb en lille tåre, da jeg læste fødselsjournalen igennem bagefter og kunne se at begge unger kom ud med fuld Apgar score og smukke tal fra navlestrengsprøven. 

Hvis jeg fik muligheden, gjorde jeg gerne det hele igen!

Camilla, 2. fødsel