Da Smertefri Fødsel-træningen fik mig igennem en vellykket sædefødsel

En slatten skævert

Jeg havde frygtet den fysiske præstation, jeg skulle igennem. Sagen er den, at jeg er hjernemenneske meget mere end kropsmenneske, og denne her gang skulle min krop gennemføre noget, jeg nærmest ikke havde tiltro til at den kunne magte. Var som barn altid sidstevælger til rundbold (hvor jeg – hvis jeg overhovedet ramte bolden med battet – slog nogle slatne små skæverter) og når vi legede fangeleg, stoppede jeg op for at lade mig fange, fordi jeg ikke havde tiltro til at mine små tykke ben kunne nå at bære mig over til et helle. Man kan altså ikke ligefrem kalde mig en atlet, og selv om jeg egentlig har trænet i størstedelen af mit voksne liv og objektivt set er veltrænet og stærk, fik jeg før min graviditet hjertebanken ved tanken om fødslen. Den største kvindeeksamen af dem alle, og jeg vidste ikke engang hvad pensum var, så jeg kunne forberede mig. Min plan var at være åben for alt smertestillende, men også at bruge krudt på at gå til fødselsforberedelse for at indstille mig mentalt på det kommende bjerg, jeg skulle over. Valget faldt på yoga og Smertefri Fødsel.

Og eksamen endte altså med at tage en ny drejning med meldingen om, at vores lille pige stod med numsen nedad. Hold op, hvor var jeg billig til salg der – før vi kom hjem, havde jeg allerede i bilen undersøgt alle alternative behandlinger, inkl. noget, der hedder moxa, hvor man vist nok brænder nogle kinesiske urter af ved morens lilletå. Det lyder – ikke mindst i bagklogskabens lys – som noget af en omgang bondefangeri, men når man står med mindre end en måned til forventet termin, en kæmpe mave, der indikerer at vi for længst har passeret ”point of no return”, og en baby med hovedet den forkerte vej, overvejer man seriøst alt. Jeg gjorde i hvert fald, for kunne slet ikke klare tanken om at føde min datter naturligt i sædestilling og kejsesnit virkede heller ikke specielt tillokkende. Da jeg googlede rundt, kunne jeg ikke engang finde beskrivelser af en vellykket naturlig sædestillingfødsel, så jeg gik ud fra at det hørte til sjældenhederne.

Vandet går - og vi har ikke engang været i BabySam
Det endte dog med, at vi ikke kom til at beslutte noget selv – vores datter skar igennem og tog beslutningen for os. Samme aften, hvor vi om dagen havde været til jordemoder, gik vandet. Kl. var 23.30 og jeg havde netop rejst mig op fra sofaen, da jeg mærkede et smæld mellem benene og kunne konstatere, at det silede ud af mig. Nåede et kvart nanosekund at tænke: ”Fuck, jeg har tisset i bukserne!!”, fordi der jo er rimelig meget pres på systemet på det tidspunkt i gravidteten, om end jeg syntes, at det var lige lovligt pinligt at jeg åbenbart kandiderede til at gå med Teena-bleer ligesom andre inkontinente typer. Men da det blev ved med at fosse ud, kunne jeg godt regne ud, at det ikke bare var en overfyldt blære, der meldte sig. ”Christian, jeg tror at vandet er gået”, kaldte jeg – og så skal jeg ellers love for at min ellers evigt cool mand panikkede for åben skærm! Vi havde jo ikke ligefrem fået styr på de sidste forberedelser såsom raid i BabySam og at pakke hospitalstasken, og hvad pokker gjorde vi nu med en baby, der lå med hovedet den forkerte vej??

Vi rystede begge fysisk over den ekstreme situation, og Christian fumlede sin telefon frem, så vi kunne ringe til fødemodtagelsen og spørge, hvad vi skulle gøre. Til alt held havde han tastet nummeret ind under en af forelæsningsseancerne i Rigshospitalets auditorium, men da han skulle ringe op, var han så chokeret, at jeg endte med at overtage røret. Med rystende stemme fik jeg meldt min vandafgang og forklaret den søde jordemoder, at vi tidligere på dagen var blevet klar over at barnet stod i underkropsstilling. ”Ligger du ned?”, spurgte hun myndigt, hvilket jeg måtte sige nej til. Men det skulle jeg altså gøre så hurtigt som muligt af hensyn til risiko for navlesnorsfremfald, og så ville hun sende en ambulance ud til os. Igen tog vi lige en 360-graders rundtur i karusellen, for vi havde da regnet med at have et langt indløb med tid til at netflixe og piske en stemning op, mens veerne kom kravlende.

Jeg fik anbragt mig på sengen med et stort håndklæde mellem benene, fordi fostervandet fortfarende skyllede ud, mens C styrtede rundt for at pakke sammen, inden vi blev hentet. Det blev den mærkeligste hospitalstaske, man kunne forestille sig: Jeg prøvede at dirigere ham til hvad han skulle pakke inde fra vores lille datters værelse (da det kun var mig, der havde overblik over hvad der lå på hylderne under hendes puslebord), men da jeg er pivhamrende højre-venstre-blind, fik jeg ham til at pakke nogle højst besynderlige ting – inkl. tøj i str. 62, selv om vi stod til at skulle tage imod en baby født en måned for tidligt! Desuden fik han kun pakket én tandbørste til deling, men ingen tandpasta – samt 10 müslibarer, så vi havde forsyninger under fødslen. Og var der noget, jeg ikke havde lyst til, da det endelig gik løs, var det müslibarer – skulle det vise sig!
 

To skodalternativer

Da vi kom op på fødemodtagelsen kl. 00.25, blev vi med det samme taget imod af en jordemoder, der installerede os på en modtagestue. Ud af øjenkrogen så jeg to læger i operationsgrønt komme drønede ned af gangen til noget akut, men i øvrigt var der en huleagtig, stille og lun stemning. Vi kunne ikke høre nogle skrig eller jamren, og jeg havde heller ikke grund til at larme, da jeg endnu ikke havde registreret nogle veer. Jordemoderen lavede en indvendig undersøgelse på mig, inden jeg kom i hospitalsoutfittet – skjorte med trykknapper og nettrusser med en gigantisk ble til at absorbere det konstant rislende og klare fostervand – og her kunne hun konstatere, at min livmoderhals var udslettet og at jeg allerede var 2-3 cm åben og dermed i aktiv fødsel. Desuden blev vores lille pige skønnet til at ligge dybt nede i mit bækken.

Der blev hidkaldt to kvindelige fødselslæger, der skulle scanne mig for en sikkerheds skyld, så vi kunne få bekræftet den sædestilling, vi godt 10 timer tidligere havde konstateret på jordemodercenteret. Det skete selvfølgelig også, hvorefter de hurtigt opridsede fordele og ulemper ved at føde hhv naturligt og ved kejsersnit. Kort fortalt var fordelene ved sidstnævnte, at det er sikkert for barnet, om end det har godt af at komme ud naturligt, hvis det da ikke sidder fast. Desuden kan man planlægge lidt bedre omkring det, og de anbefalede at vi – hvis vi valgte den løsning – ventede til næste morgen, så vi kunne sove lidt og de desuden få lidt tid til at planlægge det. Der var jo intet akut over fødslen på det tidspunkt. Hvis vi ville gå med kejsersnittet, ville de komme med en lille smertestillende cocktail i form af vistnok lidt panodil, der skulle kunne give mig ro til at sove natten igennem. Ulemperne ved kejsersnittet blev også ridset op: Det er et stort indgreb med mange smerter efterfølgende, det tager ca en time at blive syet sammen bagefter, hvor man ikke bare kan nyde sit barn, der er altid risiko forbundet med et indgreb herunder infektionsfare, risiko for at der opstår komplikationer pga arret ved næste graviditet og fødsel etc. Hvis vi derimod valgte den naturlige fødsel, skulle vi vide at det betød konstant overvågning (hejhej, drøm om at føde i vand), nul smertestillende (for at der ikke kom slør i målingerne), nul vestimulerende (så hvis mine presseveer fx ikke var stærke nok, var det bare ærgerligt at vi enten røg i kejsersnit eller at tangen skulle i brug), 50% risiko for at det alligevel endte i akut kejsersnit, at jeg skulle fødende liggende i gynækologisk leje (der stod det præcis modsatte ønske på min ønskeliste til fødslen) og at Christian ikke måtte tage imod hende. I stedet skulle vi være forberedt på at der ville være massiv deltagelse af diverse sundhedsprofessionelle til selve uddrivelsesfasen af hensyn til min og vores lille piges sikkerhed. Og hvis ikke det gik hurtigt nok til allersidst og hun sad i klemme, var de ikke blege for at bruge tangen, der er sædestillingsfødslens svar på en hård kop.

Great. Fanme to lortealternativer! På det tidspunkt kunne jeg godt mærke at det begyndte at stramme hen over lænden, og når jeg var ude for at tisse, tegnede der sig et lyserødt spor midt i al slimen og det klare fostervand, der stadig dryppede ud – og fortsatte med at gøre det gennem hele fødslen. Fødslen var med andre ord nu tydeligvis i gang. Vi udbad os betænkningstid, fordi det hele tilsyneladende kun skred langsomt fremad og alle forlod vores rum, så vi kunne drøfte situationen i fred. Hvis vi valgte kejsersnittet, blev vi stillet i udsigt at det først ville finde sted den følgende morgen og at jeg ville få lidt smertestillende i form af panodiler etc. for at tage toppen af vesmerterne. Vi vendte og drejede mulighederne og Christian lod mig tydeligt forstå, at jeg havde det afgørende ord, da det var min krop, der skulle bære konsekvenserne af beslutningen. Jeg var ærligt talt ikke meget for en naturlig fødsel, da jeg var nervøs for hvordan jeg ville håndtere veerne, når det virkelig gik løs. Den stramme fornemmelse over lænden var på det tidspunkt ikke så rar – mindede om grimme menstruationssmerter – men absolut til at holde ud. Desuden begyndte jeg at bruge den laborovejrtrækning, jeg havde lært til Smertefri Fødsel – og selv om det ikke var så slemt, tænkte jeg, at jeg lige så godt kunne få glæde af mit dyrt betalte kursus, selv om det måtte ende med kejsersnit. Veerne kom nu ikke specielt hyppigt – måske hver 10. minut – så det var til at holde ud.
 

"Det går hurtigt med dig, unge dame!"

Efter at have vendt og drejet mulighederne, besluttede jeg mig for kejsersnit. På det tidspunkt var veerne tiltagende og kom mere hyppigt. Tanken om at skulle føde mit første barn naturligt i sædestilling var for gruopvækkende, og jeg var skræmt ved tanken om at være forfærdeligt forpint af veer uden at kunne få smertestillende. Christian gik ud for at finde lægerne for at meddele dem vores beslutning, og jeg bad ham om at de skulle komme med den lille smertestillende cocktail, jeg var stillet i udsigt. De der veer rørte fortfarende på sig, og det ville være rart at kunne tage toppen af dem. Han kom dog tilbage med uforrettet sag, så jeg besluttede mig for selv at gå ud og finde en læge eller jordemoder. ”Ej, du skal da ikke gå alene rundt derinde i din tilstand!”, var Christians kommentar, så vi slog følge og må ærligt talt have set ret spøjse ud, da jeg var iklædt en hospitalsskjorte, netunderhyler inkl stort blebind til at suge fostervand og naturligvis med en kæmpe mave foran. Jeg nåede at få et par veer undervejs, hvor jeg hang op af min mand, og endelig fandt vi jordemoderen, der også modtog os og som lovede at give besked til operationsgangen om at vi valgte kejsersnittet.

Da hun som en del af forberedelserne til kejsersnittet lavede en ny indvendig undersøgelse, så hun helt mærkelig ud i ansigtet og sagde: ”Men du er jo parat til at føde, unge dame – det går godt nok hurtigt med dig!”. På det tidspunkt var klokken 02.25 og der var altså gået godt to og en halv time siden vi var ankommet til fødemodtagelsen. Og så kiggede Christian og jeg chokeret på hinanden, hvorefter jeg tog en rask beslutning: ”Nå, men så prøver jeg at føde naturligt. Min krop vil åbenbart gerne føde og hun vil gerne ud naturligt. Desuden kan jeg godt håndtere veerne uden smertestillende, for jeg har åbenbart lige været igennem en masse drøje udvidelsesveer, hvor jeg bare drømte om et par panodiler. Og hvis det ender med akut kejsersnit, var det jo alligevel det vi havde talt om.” Christian var enig med mig i at det var en god beslutning, og så blev der ellers pakket sammen og vi vandrede adstadigt afsted fra modtageafsnittet og ned på fødegangen. Nu skulle den store kvindetest bestås.
 

Lotte tager imod os

Da vi kom ind på fødestuen, tog søde jordemoder Lotte imod os. På det tidspunkt kom veerne med 2-3 minutters interval, og jeg var kommet ind i et godt flow med at bruge laboro-vejrtrækningen, når jeg kunne mærke dem rejse sig i horisonten. Lotte undersøgte mig og sagde, at hun ikke mente at jeg var helt åben, men at det var svært at vurdere pga sædestilingen: ”Normalt kan vi jo mærke noget hårdt i form af hovedet; her stikker jeg fingrene op i et par bløde små baller.” Hun vurderede, at jeg var 6-8 cm åben og stadig havde noget kant tilbage, men det tog jeg nu roligt. Jeg var kommet langt på et par timer og kunne sagtens være i det, så de sidste cm kunne bare komme an! Det var vel deromking at vores fødselscrew på ca syv personer kom forbi og hilste på os, så vi lige kendte ansigterne på dem, inden den gik løs. De var dog hurtigt ude af døren igen, så den intime stemning på fødestuen kunne bibeholdes. Vi havde ikke nået at lave en playliste inden fødslen, men C satte bare vores omfattende jazz-playliste på sin iPhone, og så strømmede Madeleine Peyrouxs beroligende vokal ud fra den lille højtaler og endte sammen med resten af playlisten at blive et perfekt baggrundstæppe for fødslen. Over døren var der en tavle, hvor mit og Christians navn var skrevet i feltet ”forældre” og desuden var der med en stor spritpen markeret, at barnet stod i UK og at vi ventede en pige. Lidt længere nede var et tomt felt, hvor man kunne skrive fødselstidspunkt, og jeg fandt det mærkeligt surrealistisk at det snart ville kunne blive udfyldt. Selv om fødslen var godt i gang, kunne jeg stadig næsten ikke forstå det.

Jeg fik sat en CTG-måler på maven og der blev anlagt et veflon på min venstre hånd, så der kunne blive lavet et meget akut kejsersnit om nødvendigt. Det var rimelig irriterende at være så fastspændt, men jeg fik lov til forsigtigt at bevæge mig rundt med ledninger, når der kom veer, så jeg kunne hænge over sengen og strække lænden, som C masserede. Det var virkelig dér, veerne sad, og jeg bad om en varmepude – så måtte dét gøre det ud for smertestillende middel om nødvendigt. Og nej, hvor var det dejligt, da jeg fik den lagt på lænden mellem veerne! Lynhurtigt fik jeg arrangeret at jeg skulle have to varmepuder; den ene skulle ligge til opvarmning og den anden skulle være på min lænd, så jeg ikke på noget tidspunkt måtte undvære en varmepude, når veerne bed. ”Du ender jo med at få brændmærker, fordi den skal være så varm!”, bemærkede Lotte, men jeg var rasende ligeglad: Allerhelst ville jeg have en kogende varmepude til at holde sammen på lænden, der føltes som om den var ved at gå i to stykker. Desuden begyndte jeg at døje med halsbrand – sindssygt irriterende! Det føltes som om den lille skubbede mit mavesækindhold helt op i halsen, så jeg fik noget Gaviscon, som jeg dog ikke syntes virkede. Senere i fødslen endte jeg med at kaste en del op, og det lettede!
 

Klyx - der røg dén værdighed!

Christian var fantastisk, og jeg er slet ikke i tvivl om at mine veer var så gode, fordi han var der til at skabe total ro og tryghed omkring mig og dermed sikre et tårnhøjt niveau af oxytocin. Han læste mig supergodt, masserede og kom med saftevandsglas med sugerør og når jeg en sjælden gang imellem kom forkert ind i en ve med vejrtrækningen, var han der med det samme for at hjælpe mig ind i den – vi havde på den måde kæmpe stor glæde af, at han også været med på en enkelt gang af Smertefri Fødsel-kurset, og udmærket vidste hvordan laboro-vejrtrækningen virker. Min blufærdighed over at han skulle se mig i en så ekstrem situation smeltede væk som fødslen skred frem, men da jeg havde fået et klyx på egen opfordring, snerrede jeg af ham, da han i al sin omsorg ville støtte mig ud på toilettet. Det var slemt nok at ligge i samfulde 10 minutter med jeg ved ikke hvor meget væske oppe i endetarmen, samtidig med at jeg skulle stå adskillige veer igennem og klemme ballerne sammen, men jeg følte virkelig at jeg ramte bunden af værdighedsbarometeret, hvis han også skulle sætte mig på tønden! Så jeg slæbte mig selv ud efter at være afkoblet fra alle skærmene, og prøvede at abstrahere fra at det kun var en tynd krydsfinérdør, der adskilte mig og fødestuen, hvor min elskede var. Der røg dén værdighed!

Det fungerede forbløffende godt for mig, at jeg hele tiden fik deadlines, som jeg skulle klare for at det ikke endte i kejsersnit. Som i kategorien: ”Om en time skal kanten være væk.” Måske er det pga mit arbejde, hvor jeg jo konstant jonglerer med deadlines, var det helt ok for mig at blive underlagt det pres, men det gjorde mig i hvert fald i stand til at fokusere benhårdt på opgaven. Lotte syntes ikke at der var nok fremskridt i den sidste udvidelse, da vi nærmede os kl. 04.30, så jeg kom op at sidde på en pilatesbold for at skubbe på udvidelsen. Vores lille pige havde fået skudt en dims op i ballen, som kunne holde øje med iltningen af hendes blod, hvilket gav mig mulighed for at være lidt mere mobil, fordi jeg så kunne blive afkoblet nogle af alle målerne på min mave. Inden da havde Lotte dialteret mig åben til ca 8 cm, mens jeg havde en ve, og jeg havde knapt mærket det takket være laborovejrtrækningen, som kunne få mig til at svæve væk. Mellem veerne var jeg i stand til at sove eller i hvert fald halvsove, så det var kun fordi jeg var ved at glide ned af pilatesbolden, at jeg vågnede op inden veerne satte ind igen. C lå og hvilede sig og halvsov op af en af sækkestol på briksen ved siden af fødelejet, og stemningen var virkelig tryg og som inde i en lun hule med vores dejlige jazz i baggrunden. Det er altså et hit at føde en mørk vinternat

Laboro - min redningskrans i vehavet

Laborovejrtrækningen kom meget hurtigt til at blive min redningskrans gennem vehavet. Det faldt mig intuitivt let at falde ind i det gispende åndedræt, når veen rejste sig, og desuden brugte jeg visualiseringen helt vildt meget. I starten var jeg det lille lokomotiv i Disneys ”Dumbo”, der hiver hele cirkusset op over en bjergkam, hvor det på vejen op stønner ”Jeg tror jeg kan – jeg tror jeg kan – jeg tror jeg kan!”, og på vej ned ad bjerget lettet siger ”Jeg vidst’ jeg ku’- jeg vidst’ jeg ku’ - jeg vidst’ jeg ku’”. Da veerne blev hårdere, blev jeg til mine forældres gravhund Molly, der sidder og gisper med sin lyserøde tunge ude af munden en varm sommerdag, mens den med øjnene tigger softice. Det fungerede helt uovertruffent! Desuden formåede jeg at spænde af i mine fikspunkter skuldre, hænder og kæber, hvilket man også kan se på et billede, som Christian tog af mig, da jeg var små 10 cm åben, hvor jeg er helt i zen (se vedhæftede). Jeg endte med nærmest at kunne meditere mig af smerten og følte faktisk ikke veerne som en egentlig smerte. Jeg var målløs over at kunne konstatere at min krop formåede at abstrahere så effektivt fra veerne, men det skete altså. Desuden prøvede jeg virkelig at være positiv og tænke ”ja!”, når der kom en ve, fordi den bragte mig et skridt tættere på min datter. Det virkede også. Netop fordi laborovejrtrækningen blev så uendelig værdifuld for mig, endte jeg med at droppe den lattergas, jeg var blevet tilbudt, fordi den krævede at jeg trak vejret dybt i stedet for at gispe overfladisk.
 

Godstoget kommer buldrende

Kl. 5 begyndte jeg at opleve tiltagende pressetrang, men min lille datter var stadig ikke i en position til at blive født. Lotte kunne dog konstatere, at hun bevægede sig fint ned gennem mit bækken og roterede som hun skulle – men altså med numsen først. Ved 6-tiden fik jeg lov til at presse lidt med på toppen af veerne, men det var stadig for tidligt at presse aktivt. Jeg kom op i sideleje, da jeg virkelig gerne ville gemme det gynækologiske leje til allersidst, og her lå jeg og pressede forsigtigt med, men det var stadig for tidligt. Da klokken blev 7, var det vagtskifte, og vi sagde farvel til Lotte og hej til nogle knitrende friske jordemødre, der kom ind og duftede af frisk hårvask og parfume, mens vi ærligt talt var ved at være noget krøllede i det.

Mine veer begyndte at blive svagere i det, så jeg fik akupunktur, hvilket gav et godt skub til dem igen. Nu begyndte jeg at presse mere med på veerne, og jeg var så lykkelig for at have min varmepude på den hårdt prøvede lænd. Desuden husker jeg svagt, at jeg fik lagt kølige, våde frottéklude på panden for at blive kølet lidt – jeg var virkelig på hårdt arbejde nu! Min lille pige var nu ved at være i position, og jeg blev hjulpet op i gynækologisk leje for at vi var parate til det sidste slag. Og så begyndte jeg ellers at presse. Presse, presse, presse ved hver ve for at få hende forbi mit kønsben. Hun kørte frem og tilbage og hold kæææft, hvor var det hårdt! Jeg kan huske, at en veninde tidligere havde beskrevet, at presseveer føles som et godstog, der kører gennem kroppen på en. Man kan se de gule lygter langt væk i mørket, og så tordner de ellers en i møde – og man kan ikke gøre andet end at springe på toget for ikke at blive kørt over! Det er noteret i min journal, at ”Pt opfordres til at følge kroppen og presse spontant. Gør dette så flot.” Kl. 07.45 havde jeg haft fire veer på 10 min, der hver især varede i ca 50-60 sekunder – og så begyndte min aktive pressefase for alvor. Samtidig begyndte det at vælte ind med læger og jordemødre for at bistå mig gennem den sidste fase.
 

Augusta bliver født

Der var en dyb koncentration på fødestuen og C har bagefter beskrevet, at alle vores hjælpere opførte sig som specialister i et Formel 1-pitstop. De vidste præcis hvad de skulle hver især: Ingen gik i vejen for hinanden og alle arbejdede på højtryk. Alt flyder sammen for mig her, fordi det var så vildt, og jeg fik nærmest en ud-af-kroppen-oplevelse for at kunne blive ved med at trække vejret. Jeg husker svagt, at afdelingsjordemoderen, der bistod denne sidste del af fødslen, med myndig stemme sagde: ”Nu bruger du ALT dit vejr på at presse og ikke på noget andet!”, fordi jeg var begyndt at skrigestønne mig igennem presseveerne. Det var samme dame, der bemærkede til C, at ”sådan en her type fødsel koster altså ekstra bling”, hvilket jeg fangede – og vist ikke formåede at sige meget andet end ”ja, ekstra bling!”, inden jeg dykkede ned i vehavet igen.

Og endelig kom min lille datter så langt ned, at de kunne se hendes numse og jeg forstod hvad der menes med “burning ring of fire”. Det føltes vitterligt som om der var ild i hele underetagen, og jeg kan huske at jeg skreg: “Min klitoris bliver revet af!”, fordi det vitterligt føltes sådan. Avvvvvv!!!!! Inden da fik jeg vist også sagt: “Nu vil jeg altså gerne hjem”, fordi det simpelthen var så superhårdt. Der var dog ikke noget at gøre, så jeg bad i stedet så mindeligt om at de for helvede måtte passe på mit mellemkød, fordi jeg var dødbange for at flække i det! Det lovede jordemødrene. De heppede og opmuntrede, og jeg kan huske, at en af dem sagde: ”Så plejer det at være nu, vi ville kunne sige om dit barn har hår på hovedet – men det kan vi ikke i dit tilfælde!”.  

På et tidspunkt, da min lille pige var halvt ude af mig, fik jeg haget mig fast i benene og hevet mig så meget op, at jeg kunne få et glimt af hvad der foregik mellem benene på mig. Det var helt surrealistisk, for det lignede, at der var en overordentlig stor rød-blå mørbrad på vej ud af mig: Jeg kunne se en lille nydelig numse og nok også starten på et par ben, men det var så overvældende og jeg skulle bruge al min energi på at presse, at jeg hurtigt lod mig falde tilbage igen. Selv når jeg ikke havde presseveer, pressede jeg alt hvad jeg kunne, fordi jeg bare ville have det overstået og desuden var jeg også optaget af at få min lille pige uskadt ud, hvilket jeg var den, der bedst kunne sikre.

Og pludselig var det overstået. Alt flyder sammen for mig, når jeg tænker tilbage minutterne lige efter fødslen, men jeg mindes svagt, der blev rodet rundt mellem benene på mig, at fødselslægen rokkede hende det sidste stykke ud og at at lille, klistrede og mørkhårede Augusta kl. 07.55 blev lagt kortvarigt op på mit bryst, så C kunne klippet navlestrengen (”Skynd dig – hurtigt!”), inden hun i hast blev fragtet over på børnebordet, hvor pædiateren var parat til at tage imod hende. Jeg har efterfølgende læst i journalen, at hun var bleg og slap, så hun scorede kun 8 ud af 10 på Apgar-skalaen, hvilket vi dog også var blevet advaret om på forhånd. En sædefødsel er ikke kun ekstra hård for moren: Barnet er også pænt medtaget af sådan en omgang! Moderkagen kom ud efter jordemødrene havde trukket let i navlesnoren, og de viste den frem, så vi kunne se hvor lille Augusta havde ligget i sin hule. Hold op, hvor var den alligevel stor! Jeg fik min lille pige tilbage i armene efter tjekket hos pædiateren, og jeg kan huske, at hendes øjne var blå og enorme - og at hun lå og kiggede opmærksomt på mig. Hendes hud var helt lilla i det og det var tydeligt, at hendes system var ved at tage det første spæde skridt til at omstille sig til denne verden.
 

Halle-fucking-Luja

Så kom sandhedens time i forhold til hvorvidt jeg var flækket eller ej: ”Du har fået en lille hudafskrabning på mellemkødet og en lillebitte bristning på de ydre skamlæber. I princippet behøver vi ikke at sy, men da du kan risikere at skamlæberne vokser sammen, vil vi gerne give dig et par sting.” Halle-fucking-luja for at det ikke var værre!! Jeg havde frygtet det værste efter en så intens pressefase – den endte med kun at tage 10 minutter – og jeg havde ærligt talt ingen føling med hvad tilstanden var dernede. Det føltes som om der var en, der havde losset mig hårdt i skridtet uden jeg kunne redegøre nærmere for smerterne og ømheden.

Efter den lille syning, som jeg klarede i fin stil ved at tage en ordentlig hivert i lattergasmasken indtil broderiarbejdet var overstået, kom jeg på skælvende ben over på en lav briks, hvor der var plads til os alle tre. Morgenlyset stod ind af vinduerne, og Christian og jeg var ved at eksplodere af lykke over vores smukke lille datter, der lå nøgen på mit bryst med en dyne om sig og stadig med fugtigt mørkt hår, der krøllede. Hendes ben var nogle små sjove frøben, der gerne ville ligge op langs hendes sider pga hendes sædestilling. Jeg følte mig som verdens sejeste kvinde at have gennemført en naturlig sædefødsel fra første ve til babyen var ude på kun 7,5 timer - og efterfølgende være helt fysisk uskadt. Da det ristede brød og det obligatoriske dannebrogsflag blev trillet ind på et lille rullebord, konstaterede jeg cool, at jeg har masser af mod på at føde en anden gang. Jeg skal bare lige have et genopfriskningskursus hos Smertefri Fødsel og så er jeg klar!

Så tusind, tusind tak for jeres geniale træning, der fik mig så overlegent igennem en naturlig sædefødsel! Jeg kunne efterfølgende forstå på jordemødrene på Rigshospitalet, at de sidste år kun havde haft et par vellykkede naturlige sædestillingfødsler ud af de ca 5.000 fødsler, de har om året. Det kunne vi dog ikke mærke på dem, mens det hele stod på. Vi følte os totalt trygge i deres kompetente varetægt og var lykkelige over at føde netop der.

Vi ses, når der er en lillebror- eller søster på tapetet. Indtil da vil vi nyde Augusta, der bliver mere og mere vidunderlig, sjov og sød for hver dag, der går.
 

Alt det bedste,
Anna-Katrine