top
Print side E-mail side 

Sådan kom Gaia til verden

En mand sagde til mig en dag midt i graviditeten - ”Om 3-4 måneder får du den største oplevelse i dit liv. Er det ikke en sindssyg tanke?” På det tidspunkt kunne jeg slet ikke forestille mig hvad det egentlig var, jeg ville komme til at opleve, hvordan det ville føles, eller hvad det mentalt ville gøre ved mig, men jeg var ikke i tvivl. Jeg vidste udmærket hvad manden mente. Det bliver den vildeste oplevelse i mit liv, tænkte jeg. Og hvad mon jeg selv kan gøre for at få det bedste ud af det?

Min overbevisning er, at man altid selv har et ansvar for måden at opleve verden på. I hvert fald er ens tilgang afgørende for, hvordan man oplever. Som udgangspunkt tænkte jeg derfor, da jeg blev gravid, at jeg ville forberede mig selv til mit livs største oplevelse. For forberedelse er altid godt i min optik.

Ulidelig, angstfuld og ukontrolleret panikfødsel kontra ”smertefri”, pinefri eller udholdelig fødsel. Jeg satsede på det sidste.

Jeg bestilte et kursus hos Smertefri Fødsel. Og priste mig sidenhen lykkelig over det valg. Uden det kursus havde jeg haft en noget anderledes oplevelse, er jeg overbevist om. Under min fødsel tænkte jeg flere gange på hvordan i alverden kvinder kan føde uden de teknikker. Og det er mig stadig svært at forestille.

Mit vand gik lidt i 7 lørdag d. 3. oktober 2015 – min terminsdag. Jeg kunne mærke spændingen og glæden ved at det nok blev dagen, hvor jeg skulle møde det liv, der havde groet inden i mig i 9 måneder. Og det var en smuk morgen. Solen skinnede.

  

Jeg ringede til vagtnummeret og fik fat i fødeafdelingen i Horsens, hvor jeg glad og spændt forklarede hvordan jeg havde det og hvordan vandet så ud. Mine veer var ikke sat i gang endnu, men jeg havde været vågen siden kl. 3 om natten med lidt strammere plukkeveer end ellers.

Et kvarters tid efter jeg havde snakket med fødeafdelingen begyndte mine veer for alvor. Og vi downloadede en ve-app, så det var lettere at holde øje med frekvensen. 3-4 minutter var der mellem hver ve fra start. Så jeg ringede igen og spurgte hvordan jeg skulle forholde mig. Vi aftalte at se tiden an et par timer frem, for at se om de blev ved med at være regelmæssige. Det gjorde de. Så ved 9-tiden ringede jeg igen til fødeafdelingen. Jeg var forberedt på, at der kunne gå lang tid, inden det blev presserende at tage af sted, og jeg aftalte med dem, at vi bare skulle tage det stille og roligt og ringe når vi var klar til at komme ind.


Kenneth satte mit yndlingsnummer af Jeff Buckley på, lavede kaffe og morgenmad og tog det med ind i sengen, hvor jeg lå og slappede af mellem mine veer. Under hver ve fokuserede jeg på at spænde af i bermudatrekanten; hænder, skuldre, kæbe, og kørte laboro efter behov. To geniale teknikker jeg havde syet ind under min pandelap igennem kurset med Vibe fra Smertefri Fødsel. Afspænding og vejrtrækning. Spænd af, spænd af, spænd af. Velvidende at en ve typisk kun varer et minut, var jeg med de teknikker så godt dækket ind, at det i denne tidlige fase næsten ikke generede mig at have veer.

Vi hyggede os frem til ved 11-tiden, hvor vi kørte mod Horsens (fra Odder).

Jeg blev sulten, men med begyndende kvalme var det pludselig svært at overskue mad. To bananer røg der ind på turen mod Horsens, så jeg havde lidt at køre videre på. Vandet blev ved med at sive. Jeg lækkede i bukserne lige udenfor indgang K, og grinede ved tanken om, hvordan det så ud som om jeg stod og tissede i bukserne. Jeg gik stille og roligt mellem veerne. Ved en ve måtte jeg lige stoppe op og læne mig op ad noget.

Jeg havde været i kendt jordemoderordning i Odder, så jeg vidste der var en god chance for at føde med enten Lise eller Nadja. Idet Lise, som have vagten, var hjemme på hvile, tog en ”ukendt”, sød jordemoder imod os. Set retrospektivt var det fint, da hun havde megen erfaring med den slags fødsler, jeg endnu ikke vidste at jeg skulle til at igennem. Hun mærkede mig indvendigt og måtte konkludere at Gaia vendte med numsen nedad. Så for søren. Hvad gør man egentlig så? Hvad er mulighederne?

Hun forklarede os roligt, hvordan man i både Norge og Sverige tager imod børn på den måde hele tiden. At man der ser det som en lige så normal fødsel, som når barnet vender ”rigtigt”. Jeg blev fortalt, at en UK-fødsel normalvist ikke anbefales i Danmark hos førstegangsfødende. Og at det kræver en nogenlunde stabil progression.

Jeg var førstegangsfødende, hvad så? Mine veer var heldigvis så gode og kom med ret en stabil frekvens. Så både læge og jordemoder virkede trygge ved at lade mig gennemføre fødslen. Yes, tænkte jeg. For jeg havde virkelig glædet mig til at føde. Og desuden ville jeg føle det lidt som spildt arbejde med al den forberedelse, hvis jeg bare skulle sprættes op på midten, og jeg ikke selv aktivt kunne hjælpe min datter til verden. Lidt mere personale blev adviseret og lægen holdte skarpt opsyn med fødslens fremskriden med den aftale, at skulle det gå i stå eller på anden vis være for udfordrende at føde, måtte jeg under kniven.

Undervejs fik jeg akupunktur først i lænd og senere ved underlivet fortil. Det havde den effekt, at jeg bedre kunne slappe af. Derudover fik jeg en varmepude af et par omgange, men ellers kom jeg igennem det hele uden smertelindring. Hvilket jeg efterfølgende var ret overrasket over. Jeg havde ikke selv skænket smertelindring en tanke. Det var åbenbart udholdeligt hele vejen. Kenneth var igennem veerne mand for at stå, hvor det aflastede mig mest muligt. Jeg kan huske, det var mindst ubehageligt, hvis han holdt mit hoved, så jeg ikke selv skulle bruge kræfter på det. Jeg kastede op tre gange under hele showet, den ene gang under en ve – vanvittigt ubehageligt. Umuligt at køre laboro midt i opkast. Derudover var teknikken min ubetingede ven hele den dag.

Min ”egen” jordemoder, Lise, kom ved 17-tiden, og ved 18-tiden begyndte jeg at have svært ved at fokusere på vejrtrækning og afspænding. Jeg var efterhånden godt mør og mine veer blev mere ubehagelige. Lise og Kenneth var gode støtter i de par timer det varede, indtil presseveerne begyndte at tage til. De foreslog forskellige stillinger og her fik jeg bl.a. akupunktur fortil.

Da jeg endelig måtte begynde at presse, var det som om jeg fik energi igen. Jeg var spændt og høj over, at der ikke ville gå mere end et par timer, før det hele var overstået.  Jeg havde en ide om, at ville stå på alle fire eller på benene og føde, men grundet Gaias stilling blev jeg guidet ned at sidde. Jeg fornemmede, at personalet lod mig gøre det på min måde et langt stykke hen ad vejen, hvilket var fedt. Det sætter jeg stadig stor pris på. Samtidig var de så sikre på, hvad der var bedst for Gaia ift. at komme sikkert ud, og jeg følte mig virkelig i trygge hænder. Hun skulle selvfølgelig ud på bedst mulig vis, og derfor fik jeg v-drop, for at vi kunne være sikre på, at veerne ikke gik i stå eller blev ustabile.

Undervejs i pressefasen blev jeg spurgt, om jeg ville se i et spejl, når jeg pressede. Det var helt fantastisk at ”få lov til” – jeg havde ikke selv tænkt på det, så det er jeg meget taknemmelig for at være blevet spurgt om. Det var et vildt syn, Gaias numse tittede frem. Vanvittigt syn. Det hjalp mig til at forstå, hvor meget der skulle til, og hvor meget mine pres rykkede.

Med mine ben i bøjler, min venstre hånd plantet i min venstre knæhase og min højre arm gribende om Kenneths jernstøtte af en krop pressede jeg, når jeg skulle, med tanken om at det krævede alt af mig, at gøre hvad der skulle til, for at min datter kunne komme sikkert ud - hurtigt nok.

Humor husker jeg også som en del af slutspurten, hvilket var en lettelse. Det var en lettelse fordi jeg med det fornemmede, at alt var, som det skulle være. Og jeg kunne selv få et smil frem ind imellem. Det tryk der var på Gaias ende gjorde, at hun sked og tissede hele vejen ud. Så Lise sad med sine hænder smurt ind i afføring og grinede af det og viste det frem til de omkringsiddende. Hun holdt en fantastisk stemning i rummet, og hun virkede selv så høj og spændt på det hele. Hendes energi gav mig energi.

Synet af, at Gaias krop senere blev født, var endnu vildere. Vi blev enige om, at hun lignede en ”hel kylling” fra køleboksen i supermarkedet. Jeg kan huske, jeg tænkte, at det var helt utroligt så stift hun bare stod med røv og krop ud af mig forneden. Jeg er så glad for at jeg kunne følge sådan med igennem forløbet. Mindre behageligt blev det at se, hvordan lægen tog ved hendes krop og hoved, for at få hende ”trukket” rigtigt ud. Det krævede stadig, at jeg pressede, men det føltes som om hun blev brækket ud af mit bækken. Følelsen var ikke decideret smerte, men det var uhyggeligt, hvordan jeg kunne mærke at mine knogler gav sig. Det føltes i hvert fald sådan. Jeg skreg. Jeg skreg meget højt. Mestendels fordi jeg synes det var bizart at se på. Det syn var jeg ikke forberedt på, og det har været den del af fødslen, jeg har været mest overrasket over efterfølgende.

Da Gaia var ude, efter ca. 45 min. pressefase, stod hendes ben ud til siderne som en anden lille propel-baby. Det så skørt ud, men der blev grinet af det, så jeg antog at det var helt okay. Samtidig var hun smurt ind i sin egen afføring og blod. Hun så mig noget medtaget ud, og jeg måtte alligevel spørge, om hun var okay. Der blev jeg mødt af det mest afslappede ”ja ja”, og igen var jeg taknemmelig for den afslappethed, jeg mødte blandt de tilstedeværende. Hun blev lagt op på mig, og det var jo i sig selv en uventet rar oplevelse. Jeg havde sådan lyst til at holde hende, også på trods af at hun var søbet ind i ekskrementer.

Ovenpå så utrolig en oplevelse, og specielt med lægens brutale måde at brække hende ud af mig, var jeg ret sikker på at der skulle meget arbejde til at lappe mig sammen, da det hele var ovre. Men jeg var bristet meget lidt. 2 steder måtte jeg have et sting, og en rift eller to var der vist også, men ikke noget særligt. Det er svært at forestille sig, hvordan mit væv kunne holde til, at der stod en hel kylling ud af mig. Det syn glemmer jeg aldrig.

Efter hun var blevet tørret lidt af og der var hul igennem for noget ilt, blev hun lagt til mit bryst og tog ved mere eller mindre med det samme. Det gjorde mig så varm indeni.

Jeg tror først det gik op for mig efterfølgende, hvor usædvanlig en sædefødsel er for en førstegangsfødende, og måske i det hele taget, her i landet. Det gik dog stille op for mig, da alle der havde overværet det kom og trykkede mig på armen og sagde, hvor fantastisk godt klaret det var. En jordemoder med tårer i øjnene. Hun var ung og havde overværet det hele på sidelinjen, da det var hendes første erfaring med den type fødsel.

Det var også først bagefter jeg forstod, at Lise faktisk aldrig havde taget imod ved sådan en fødsel. Selv den gode læge, som jeg synes virkede mig lidt skeptisk i starten, var tydeligt imponeret over mit arbejde. Jeg håber dog, at det med tiden vil blive et mere naturligt valg, da det for mig var så vigtigt at ”føde rigtigt”, og undgå kejsersnit. Jeg tror på det har noget at sige ift. min egen selvfølelse efterfølgende og Gaias og mit bånd. Når bare man har adviseret holdet til at gennemføre et evt. kejsersnit, hvis noget skulle gå anderledes, er jeg den blinde fortaler for, at man i første omgang kaster sig ud i sædefødsler.

Uden heppekor med højt humør, Kenneths solide placering ved min højre side, og en god støtte at finde hos en jordemoder, der troede på en, havde jeg ikke haft så fantastisk en oplevelse.

På den famøse tude-dag nogle dage senere var omdrejningspunktet, hvordan jeg ikke kunne få den oplevelse igen. Det var så smukt, at jeg græder, når jeg tænker på det.

Sådan kom Gaia til verden.

Rikke Juhl, 1. fødsel (sædefødsel)


 
© 2024 Smertefri Fødsel ApS.
webpage.io Content Management System.
HTML5 / CSS3