Kan man ikke godt føde en baby, der ligger med numsen nedad?
Da jeg blev gravid havde jeg meget svært ved at skulle forestille mig fødslen og prøvede så vidt muligt at undgå at tænke på det. Som tiden gik, måtte jeg jo indse at det uundgåelige måtte komme. Derfor valgte jeg at melde mig til Smertefri Fødsel, da jeg havde fået det anbefalet af to veninder. Efterhånden som jeg fik trænet teknikkerne, fandt jeg mere og mere ro ved tanken om fødslen. Det endte faktisk med, at jeg glædede mig til at kunne afprøve alt, hvad jeg havde lært.
Om onsdagen kl. 9.30 havde jeg en tid på hospitalet, da jeg var 41+1, for at få tjekket om alt stadig var som det skulle være. Da jeg onsdag morgen kl. 5 mærker nogle kraftige plukveer, tænker jeg ikke mere over det, da jeg jo alligevel skal på hospitalet senere, så jeg tager et bad og lader min kæreste sove videre.
På det tidspunkt er jeg stadig meget usikker på om det er nu det sker, men jeg benytter mig af chancen for at øve min vejrtrækning på det, som jeg tænker må være plukveer. Jeg har gennem min graviditet ikke mærket meget til plukveer og er faktisk på det tidspunkt stadig lidt i tvivl om hvordan de føles.
Vi får pakket bilen og jeg beder min kæreste om at tage “det hele” med, da jeg synes det begynder at være nogle ret kraftige plukveer. Der er ca en halv time til hospitalet og vi snakker og hører musik på vejen, men jeg må af og til afbryde samtalen for lige at trække vejret. Jeg har stadig ikke forstået, at det nok ikke bare er nogle små plukveer, for jeg regnede med at det skulle gøre ekstremt ondt, når det først gik i gang.
Da vi kommer ind på hospitalet bliver der “kørt en strimmel” og jordemoderen vil komme og undersøge mig lidt senere. Jeg trækker stadig vejret lidt ekstra ind imellem, men synes ellers ikke det gør voldsomt ondt. Da jordemoderen kommer tilbage for at undersøge mig, når jeg lige at se hende lave nogle store øjne, inden hun smiler stort og siger: Du skal på fødegangen nu, du er 5 cm åben. Hun fortæller også at barnet nok ligger med en hånd oppe over hovedet, men at det nok ikke kommer til at give problemer og at jeg bare skal tage det roligt.
Min kæreste og jeg bliver hentet og vi går til fødegangen. Jeg kan huske at jeg beder ham om at tage min taske, selvom jeg synes det er lidt fjollet. Men jeg tænker, det er mest passende, når jeg nu skal til at føde.
Vi kommer ind på fødestuen og humøret er højt. Vi får sat musik på og jeg tager veerne én for én med laboro-vejrtrækningen. Da klokken nærmer sig 13.00, synes jeg det begynder at være lidt hårdt, og jordemoderen foreslår at jeg kan komme i badekar og at hun lige vil undersøge hvor langt jeg er. 7 cm er jeg åben og så går vandet! Herfra bliver det hele meget hektisk. Det er som om nogen lige pludselig har slukket for Griegs Morning og alt bliver helt stille. Jordemoderen siger at det ikke er en hånd der ligger over hovedet, men en fod. Jeg hører hende sige noget om kejsersnit og begynder at panikke lidt. Kejsersnit er nok noget af det eneste, jeg ikke havde forberedt mig på eller læst om, da jeg simpelthen ikke kunne klare tanken om at skulle blive skåret i. Derfor får jeg sagt noget om, at jeg ikke vil skæres i og spørger med skræk i stemmen, om man ikke godt kan føde en baby, der ligger med numsen nedad? Det kan man godt. Hun siger, hvis nogen kan, så er det dig, du har en fantastisk vejrtrækning!
Det hele bliver lidt rodet, men jeg ender på alle fire på sengen, da jeg kommer til pressefasen. Jeg får besked på at jeg ikke må presse i de næste 20 minutter. Det føles som meget lang tid! Her kan jeg virkelig bruge det, jeg har lært fra Smertefri Fødsel. Til hver ve kører jeg laboro så voldsomt jeg kan, mens jeg hænger med armene over hovedgærdet på sengen og gør alt hvad jeg kan for ikke at presse med. Jeg har det som om mine øjne er ved at trille ud af hovedet på mig, så jeg får lige kigget på min kæreste og fortalt ham at jeg altså har det ok, og at det nok ser værre ud end det er.
Da jeg endelig må presse med på veerne, bliver jeg lagt på ryggen og ser, at rummet er fyldt med mennesker, der alle står klar med, hvad der for mig ligner, forskellige maskiner. Efter nogle veer, jeg ved ikke hvor mange, bliver jeg klippet, men mærker det slet ikke og når heldigvis heller ikke at blive nervøs over det.
Herefter spørger jordemoderen om jeg vil mærke på hans fod, som nu er ude, men det kunne jeg desværre ikke overskue i situationen. Hans krop bliver født og til sidst hans hoved på den sidste ve og jeg får min varme, dejlige baby op på maven i så lang tid, som det tager min kæreste at klippe navlestrengen, inden han bliver taget over på et bord, hvor han bliver undersøgt og får ilt. Klokken er 15.42. Han har det heldigvis godt, i forhold til hvad han har været igennem, men han får lidt hjælp til vejrtrækningen i ca. et døgn.
Fødslen var absolut ikke smertefri, men jeg nåede alligevel aldrig at tænke på nogen former for smertestillende. Jeg er sikker på det skyldes, at jeg havde fået øvet teknikkerne fra Smertefri Fødsel så meget, at jeg helt automatisk brugte dem.
Johanne Vestergaard, 1. fødsel (sædefødsel)
