top

Til sidst var jeg så langt væk, at jeg bare lå på siden i sengen og prøvede at bruge laboro-vejrtrækningen

Jeg har i forvejen en søn på knap 22 måneder, som blev født ved planlagt kejsersnit en smuk dag i juli. Jeg valgte dengang selv at fåplanlagt kejsersnit, da jeg havde en enorm angst for at skulle føde. Det var den rigtige beslutning dengang, men da jegfandt ud af, at jeg var gravid igen, følte jeg, attiden nu var inde til at få gjort noget ved min angst og prøve at se, om jeg ikke kunne kommedertil, hvor jeg ville prøve at føde selv.Jeg havde gennem en venindehørt om Smertefri Fødsel:Anja Bay Metoden, og jeg begyndte på Grundkurset, da jeg var i uge 28. 

Da jeg gik på barsel 6 uger inden termin, følte jeg mig egentlig virkelig klar til at skulle føde. Kurset havde givet mig en masse, og jeg tror ligefrem, at jeg glædede mig til at prøve at føde. Jeg var dog ret nervøs for at skulle sættes i gang, hvis jeg eventuelt gik over tid, da jeg havde læst en masse fødselsberetninger og syntes, atmange beskrev det som en meget lang fødsel, man så kom ud i. Så jeg tænkte, at jeg måtte prøve en masse for at gøre min krop så klar som muligt.

Blandt andet hoppede jeg på hindbærbladteen; jeg drak 1-3 kopper hver dag, fra jeg var i uge 36, fordi jeg havde læst, at den kunne hjælpe med at modne livmoderhalsen og øge blodgennemstrømningen, så man ikke så nemt ville briste. 

I uge 40 var jeg til jordemoder. Hun havde sagt nogle uger forinden, at hun ville prøve at løsne fosterhinderne, hvis det var muligt. Det var det bestemt ikke. Jeg var 1 centimeter åben og havde 2 centimeter livmoderhals — ØV! Jeg fik en ny tid en uge efter, og i mellemtiden skete der ikke en dyt. Ikke så meget som en sk... plukkeve kunne jeg fremprovokere. Jeg sov efterhånden kun 2 timer af gangen og var så tung og træt, at jeg ikke tænkte på andet end, at nu måtte der sgu gerne snart ske noget.


Jeg blev senere tilbudt at få taget vandet, hvilket jeg takkede ja til. Så jeg startede min fødselsdag med fejring om morgenen med min mor, kæreste og vores søn, inde vi kørte mod hospitalet. Her fik jeg anvist en fødestue og blev tjekket af en jordemoder og en jordemoderstuderende. Alt så godt ud, og babyen var meget aktiv, så jeg fik taget vandet. Vandet var en smule grønt, men jordemoderen sagde, at det var meget normalt, når jeg var gået så meget over tid. Jeg fik 2 timer til at prøve at få gang i nogle veer, hvorefter jeg skulle komme tilbage til fødestuen for at aftale, hvad der så skulle ske. Min kæreste og jeg satte os ned i kantinen og spiste lidt og hyggede. Der skete intet på ve-fronten. Efter et stykke tid spurgte min kæreste, om det stadig sivede med vand, og det, mente jeg ikke, det gjorde. Men det fik jeg sagt for tidligt, for midt i kantinen kom der bare en skylle! Jeg var gennemblødt, og der var en stor pøl under min stol, hvilket, jeg syntes, var en smule pinligt. Så jeg måtte vandre tilbage til fødegangen godt våd. 

Da jeg kom tilbage, var der stadig ingen veer. Jeg spurgte, om det måske kunne virke med noget akupunktur, men det var der kun 10 procents chance for, mente jordemoderen. Så næste skridt var vedroppet. Fuck og fanden! Det var jeg bare så bange for, men jeg kunne jo godt se, at der skulle ske noget, og jeg gad heller ikke, at det skulle blive en forestilling over flere døgn.

Inden droppet blev lagt, fik jeg et lavement, og det var skønt. Sammentrækningerne begyndte at komme en halv time efter, at vedroppet blev lagt — og de næste mange timer var jeg 100 procent trukket ind i mig selv og prøvede at komme igennem de der veer. Jeg fik akupunktur ved skambenet mod smerter, men jeg ved ikke helt, om det hjalp. Jeg prøvede også at sidde lidt på en bold, hænge på "talerstolen" og ligge ind over sengen, men til sidst var jeg så langt væk, at jeg bare lå på siden i sengen og prøvede at bruge laboro-vejrtrækningen. 

Senere bad jeg om at blive tjekket, da jeg bare havde SÅ ondt. Jeg var sikker på, det blev værre, så jeg ville høre, hvad status var, for hvis der ikke skete noget, ville jeg have en epiduralblokade (rygmarvsbedøvelse, red.), selv om det ellers først var min plan, at jeg ikke ville. Det gjorde vanvittigt ondt at komme om på ryggen, og det var virkelig svært at arbejde med min vejrtrækning, mens jeg lå på ryggen. Status var 3 centimeter åben og ingen livmoderhals.

For pokker! Jeg bad om en epiduralblokade, men jordemoderen spurgte mig, om vi ikke skulle prøve lidt andet inden, fordi jeg jo ikke ville have medicinsk smertelindring. Hun fik mig overtalt til at prøve lattergas, hvilket slet ikke fungerede sammen med min vejrtrækning, og samtidig fik jeg kvalme. Jeg tror, hun trak tiden i 30 minutter, inden jeg fik fremstammet ”epi”. Ellers var det eneste, jeg fik sagt hele eftermiddagen, VAND — shit, hvor drak jeg meget vand! Den blev bestilt, men lægen havde naturligvis travlt. På dette tidspunkt var jeg helt væk; nogle af mine veer varede over 3 minutter, og imellem dem sov jeg. Min vejrtrækning fungerede rigtigt fint, men smertefrit var det nu ikke helt. 

Bombom, tiden går, klokken slår… Manden med the good drugs var stadig optaget andetsteds, men pludselig følte jeg,at jeg skulle på toilettet. Jeg prøvede at få det sagt i en vepause, men jordemoderen spurgte, om jeg var sikker på, at jeg kom af med det hele, da jeg fik lavement, og vi gør ikke rigtigt mere ved det. En halv time senere blev en sammentrækning afløst af, at smerterne faktisk var lidt væk, og pludselig pressede hele min krop bare. Jordemoderen var ude at spise, og den jordemoderstuderende sad ved mig sammen med min kæreste, der trofast i et par timer havde stået og presset på min lænd, hver gang jeg havde sammentrækninger. Jeg blev møgforskrækket og næsten råbte, at det pressede. Den jordemoderstuderende blev meget forbløffet og fik kaldt jordemoderen tilbage ind på stuen. De prøvede at få mig til at forklare, hvordan det pressede, men jeg var ret væk, og jeg tror, jeg nærmest sov lidt.  

Pludselig pressede det helt vildt igen, og jeg gav bare efter. De blev pænt rystede. Den jordemoderstuderende undersøgte mig først, men hun var ret forbløffet og lod jordemoderen tage over. Delyste begge opog sagde, at nu var det nu. Jeg var 10 centimeter åben, så min prins med epiduralblokaden kunne afbestilles. Sammentrækningerne var nu afløst af presseveer.

Babyen stod lidt højt, men jeg pressede bare, når presseveen kom. Jeg kom op at stå på alle fire på fødelejet og fik hende pressetdet sidste stykke ned. Det sved og spændte ad Pommern til, da hovedet var påvej ud, men jeg var så opsat på at få hende ud og få smerterne til at stoppe, at jeg bare pressede og brølede som en gal. Og svup! Da hun var ude, forsvandt al smerte. Hun var heltperfekt, skreg med det samme, og jeg stod på knæ med hende og tudede af lettelse.

DET ER DEN STØRSTE OPLEVELSE, MAN KAN FORESTILLE SIG!  

- Anja, 2. fødsel

Lorem Ipsum is simply dummy text of the printing and typesetting industry


 
© 2024 Smertefri Fødsel ApS.
webpage.io Content Management System.
HTML5 / CSS3