top
Print side E-mail side 

Baby kan godt komme ud med numsen først og samtidig være en fantastisk og dejlig oplevelse!

Jeg havde ret tidligt i graviditeten tænkt, at en hjemmefødsel ville være helt i min ånd og give de bedste forudsætninger for en god fødsel. Jeg brugte nogle måneder på at ”bearbejde” min mand, Klaus, som både accepterede det og var ret engageret da vi havde taget beslutningen. Vi fik lejet et fødekar, havde hjemmebesøg af jordemoderen og glædede os bare til en dejlig oplevelse. Min bedste veninde, Julie, sagde på et tidspunkt at vi skulle tage en sen ekstra scanning – hun havde været uheldig med 5 jordemødre der havde konkluderet hovedstilling og meget sent opdagede de, at hendes dreng lå i UK.

Jeg bestilte en scanning hos Mageløs Graviditetsscanning da jeg var 37+2 – om ikke andet så var det jo bare hyggeligt at se baby igen. Jordemoderen var stensikker på at baby lå i hovedstilling og far synes det var overkill at bruge penge på en scanning. MEN! Scanningen viste at Lærke lå i UK. Jeg har nærmest aldrig været så ked af det – jeg var sikker på jeg skulle have kejsersnit

  

Den næste uges tid var et stort kaos af tårer, tanker og besøg på Svendborg Sygehus. Efter to vendingsforsøg og en moxabehandling uden held, besluttede vi os for at vores lille Lærke vil altså ligge med numsen nedad. Ingen havde snakket om sædefødsel før det sidste vendingsforsøg – en fantastisk sød og garvet jordemoder, Gitte, sagde at jeg da sagtens kunne føde hende selv. Jeg synes, jeg havde læst at der nærmest altid var komplikationer og det sandsynligvis ville ende med akut kejsersnit. Efter en rigtig god og lang snak besluttede vi os for sædefødsel. Betingelserne var opfyldt og vi aftalte at jeg måtte føde selv indtil jeg var 41+1 hvor der blev planlagt kejsersnit. Hele processen gjorde mig enormt stærk i at være omstillingsparat og åben over for alle muligheder for fødselsforløbet. Ultimativ øvelse i at slippe kontrollen – man kan bare ikke styre et fødselsforløb.


Anja lavede et opslag på facebook siden og efterspurgte sædefødselsberetninger da jeg faktisk kun havde fundet én god på nettet (jeg gider ikke læse om dårlige oplevelser!). Det væltede ind med beretninger og det er jeg SÅ taknemmelig for. Det gav mig kæmpe mod og overskud.

Jeg var helt afklaret med at alting kunne ske, men jeg vidste også at ro, hvile og mental forberedelse ville være guld værd hvis jeg skulle gå i fødsel selv. Jeg fik graviditetsmassage to gange efterfølgende og trænede videre med Anjas teknikker.

Mandag formiddag, 40+1, fik jeg massage om formiddagen og om aftenen begyndte jeg at få det ”mærkeligt”, men altså – det har man jo nærmest konstant når man er højgravid. Kl.23 begynder jeg at få veer og mellem midnat og kl.01 tager jeg tid på veerne. Jeg ringer på fødegangen og bagefter til Klaus som er på arbejde. Han kommer hjem omkring 02.30 og vi ser lidt film og hygger os. Han sover et par timer fra 5-7 – vi har sandsynligvis en lang dag foran os.

Kl.8 kommer vi på fødegangen på OUH (kun der de har sædefødsler på Fyn). Jeg er ”kun” 2 cm åben så vi skal ud og gå i 1-2 timer for at sætte skub i veerne. Vi går rundt på sygehuset og jeg tager en ve ad gangen. Da vi kommer tilbage efter 1,5 times gåtur har jeg kun åbnet mig 3 cm og vi skal derfor ud på endnu en gåtur – men inden jeg når at komme op, så går vandet på den næste ve. Resten af tiden indtil presseveerne ligger jeg ned – der er risiko for at navlesnoren kan komme i klemme når det er sædefødsel og samtidig kørte de CTG konstant. Baby fik en elektrode på numsen så de var sikre på at kunne følge hendes hjertelyd. Veerne tog virkelig til og det blev ret udfordrende. Det virkede ret fint at smertepåvirke et andet sted – jeg nev mig selv i ballen og koncentrerede mig om laboro samtidig. Vores søde jordemoderstuderende, Lærke (ja, hun hedder Lærke ligesom baby J), hjalp mig med at holde fokus og gav mig lændemassage under veerne. Klaus var hele tiden ved min side og var en enorm støtte og tryghed. Vores megaseje jordemoder, Rikke, var totalt cool og styrede det hele virkelig professionelt og meget trygt. Da jeg efter nogle timer havde åbnet mig til 10 cm blev jeg SÅ glad og sagde bare ”YES, hvor er det fedt!”. Rikke sagde at nu skulle jeg op og stå, så baby kunne komme helt ned i bækkenet. Det var virkelig udfordrende at stå op med pressetrang – selvom det var dejligt for ryggen at jeg endelig kunne bevæge mig lidt. Klaus sad på sengen så jeg kunne hænge over ham og komme igennem veerne og den tiltagende pressetrang som jeg skulle modstå fordi jeg ikke måtte presse endnu. Det gav mig ro at jeg kunne være helt tæt på min mand og bare tænke at vi kunne klare alt sammen – også en fødsel :-)

Da Rikke endelig sagde at nu var det tid, så kom jeg op på fødebriksen hvor de lagde ve-drop – de ville være sikre på at veerne var gode nok til at jeg kunne presse hende ud. Stuen blev fyldt op med to fødselslæger, en børnelæge, Rikke, Lærke, Klaus, en lægestuderende, en assistent og en ekstra jordemoderstuderende – de havde forberedt mig på at der ville være mange under pressefasen og jeg synes faktisk bare det var fedt at jeg var med til at ”give dem en oplevelse” som de (desværre!!) ikke ser så tit.

Fødselslæge, Stine, stod klar til at gribe baby og jordemoder Rikke guidede mig hele vejen mens Lærke hjalp mig med åndedrættet og Klaus holdt mig i hånden. Jeg havde svært ved at finde den rigtige presseteknik – jeg havde kun øvet det liggende den sidste uges tid da jeg ellers kun havde øvet aktive fødestillinger. Babys hjertelyd falder ret meget så Klaus giver mig iltmaske på når Rikke siger han skal. Jeg tænkte ikke så meget – jeg var bare i nuet. Jeg kan huske, at Rikke siger at jeg skal presse alt hvad jeg kan selvom det brænder og gør ondt. Det eneste jeg tænkte var ”så ondt gør det nu heller ikke – jeg har haft hård mave under graviditeten der var værre!”. Pressefasen er enormt forløsende. Jeg havde omkring 4 presseveer hvor jeg pressede 3-4 gange på hver. Babys hjertelyd var kritisk så den mest erfarne i sædefødsler, lægen Julie, tog over og bad folk om at flytte sig (ikke noget jeg hørte eller registrerede) og så tog hun først benene ud og moslede derefter resten af baby ud. Klaus sagde, at det var ret vildt at se fordi det ser meget voldsomt ud – på den gode måde – de har jo fuldstændigt styr på det :-)

Bagefter fortalte Rikke at fødselslægerne havde nået at ”viske” om de skulle sadle om til kejsersnit. Det gør mig endnu mere taknemmelig at de holdt ud og hjalp baby ud den naturlige vej.

Jeg fik Lærke op på mit bryst med det samme og sagde bare ”hold nu kæft, det er surrealistisk det her. Jeg kan slet ikke fatte det!”. Hun var på toppen hurtigt efter og scorede toppoint.

Fødselslæge Julie havde lagt en klip og jeg var bristet i grad 2 hvilket jo er helt normalt. Jeg blev syet af jordemoder Rikke og jordemoderstuderende Lærke. Lærke havde egentlig fri kl.15, men var blevet fordi hun ikke havde set en sædefødsel før. Så hun nappede lige 4-5 interessetimer. Det er jeg SÅ lykkelig for. Hun var der fra vi kom og til det hele var overstået og det var en kæmpe tryghed for mig.

Vi havde det bare så hyggeligt og dejligt med al personalet og jeg græder hver gang jeg tænker på det fordi de bare skabte en fuldstændig ro og tryghed og de var SÅ professionelle.

Jeg spurgte jordemoder Rikke hvor mange sædefødsler hun havde haft fordi hun virkede så erfaren og cool. Så sagde hun bare ” Skal jeg være ærlig?” og så vidste jeg godt hvad svaret var - Det var den første :-)

Jeg fik masser af ros af personalet som synes jeg havde været ret sej og de var imponerede over teknikkerne og forundrede over at laboro ikke er hårdt, men derimod en kæmpe hjælpende hånd. De ser sjældent smertefri fødsel på OUH.

Min fødsel var bestemt ikke smertefri, men jeg vil hellere sige at det var enormt udfordrende end smertefuldt. Mange havde sagt at jeg sagtens kunne klare en fødsel fordi jeg har lavet en ironman, men det var delvis falsk tryghed må jeg erkende. Det har helt sikkert haft en betydning at jeg ikke er bange for smerte og samtidig har stor nysgerrighed på hvad min krop kan klare – det er naturligt med den sport jeg dyrker. Jeg må samtidig understrege at smertefri fødsel har været en afgørende forudsætning for at det blev en dejlig oplevelse fordi jeg har lært at arbejde med veerne og kunne fokusere på teknikkerne undervejs samtidig med at have gode tanker hele vejen.

Personalet bad mig sprede budskabet om sædefødsler – det vil jeg gøre!

Baby kan godt komme ud med numsen først og samtidig være en fantastisk og dejlig oplevelse!!!

Trine Wang Nørregaard, 1. fødsel (sædefødsel)


 
© 2024 Smertefri Fødsel ApS.
webpage.io Content Management System.
HTML5 / CSS3