Da Erika kom til verden med numsen først
Der var en uge til termin, da vandet en sen aften gik, mens jeg lå i sofaen. Det fossede ud med vand, og det eneste jeg tænker er, at nu sker det.
Jeg får ringet til fødeafdelingen på Rigshospitalet, der sender en ambulance for at hente mig, mens min mand lidt forvirret får hentet håndklæder til mig og hevet næste dags madpakke ud af køleskabet og ned i en taske. Årsagen til ambulancen er, at vores datter ligger i sædestilling, og hvis fødslen begynder med, at vandet går, og jeg begynder at gå rundt, er der risiko for, at navlestrengen falder ud, bliver klemt og blokerer for ilttilførslen.
At gennemføre en UK- eller sædefødsel var et meget bevidst valg. Jeg var 37 uger henne, da det på en scanning hos jordemoderen var tydeligt, at min datter endnu ikke havde vendt sig. I stedet for at tale om ønsker for fødslen og glæde sig til den, endte min mand og jeg med en tid til et vendingsforsøg.
Kun omkring tre procent af alle børn vender sig ikke af sig selv i maven, og man forsøger derfor at vende dem udvendigt fra, hvilket lykkes i halvdelen af tilfældene. Men ikke for os. Selv om vores fødselslæge asede og masede, så rykkede vores datter sig ikke en tomme, og vi skulle derfor tage stilling til, om vi ville forsøge en sædefødsel eller have tid til en planlagt kejsersnit.
Efter mange overvejelser og en rigtig god snak med fødselslæge og jordemoder på Riget, endte vi med at gå efter en sædefødsel. Det var på ingen måde sikkert, at det ville ende sådan, da en sædefødsel på Riget er lig med en økofødsel.
Det betyder, at du ikke bliver sat i gang, ikke får lov til at gå særligt mange dage over tid, ikke kan få nogen form for smertestillende eller hjælp under fødslen, og barnet eller moder må ikke vise tegn på stress. En sædefødsel er en mere kompliceret fødsel end normalt på grund af risiko for iltmangel til barnet, så mange sædefødsler ender i et akut kejsersnit.
I det hele taget bliver mange kvinder rådet til et kejsersnit af forskellige grunde, men jeg fik lov til selv at vælge, da jeg opfyldte alle parametre for at kunne gennemføre sådan en fødsel. Jeg havde et stort ønske om at føde vaginalt, og min mavefornemmelse sagde mig, at jeg skulle se, hvor langt jeg kunne komme, hvis fødslen gik i gang af sig selv.
Og det gjorde den. Vi ankom stille og roligt til Riget og fik en fødestue med det samme, da jeg var godt i gang med veer og allerede nogle centimeter åben. Tilfældet ville så også, at den jordemoder, som vi havde været til samtale med, var på vagt netop denne nat, så jeg endte med at føde med hende. Det var meget trygt og rart at vide, at hun var bekendt med alle de spørgsmål og bekymringer, som vi havde haft.
Selve fødslen tog 7,5 timer med dyb koncentration og gik rigtigt godt. Jeg havde en fantastisk fødsel.
Jeg havde gået til fødselsforberedelse ved smertefri fødsel, og de teknikker, jeg havde lært der, brugte jeg hele vejen igennem. Jeg er ret sikker på, at de hjalp mig til, at det hele gik godt. Jeg var meget fokuseret hele vejen igennem og kunne slappe godt af, så kroppen kunne arbejde bedst muligt. Jeg lå næsten hele fødslen på modtagebriksen, da min datter konstant skulle monitoreres, hvilket blev lidt ubehageligt i længden.
Jeg var mest nervøs for pressefasen. Det var også her, at det for alvor kunne gå galt, så da vi endeligt nåede hertil, skulle det gå stærkt. På fødestuen var vi, ud over os selv og vores jordemoder, på dette tidspunkt to børnelæger, chefjordemoder, to fødselslæger, en studerende og en sygeplejerske. Trods de mange mennesker var stemningen god og rolig, og jeg følte mig meget tryg.
Jeg fik lov til at begynde at presse på siden, men blev så vendt om på ryggen, da numsen begyndte at komme. Kroppen kom ret hurtigt, hvorefter der gik et minut, inden der igen kom en presseve, så jordemoderen lavede et greb på hovedet og fik det hurtigt ud, da veen så kom. Hvis ikke veen var kommet, ville en læge have taget over og brugt en tang til at trække barnet ud med for netop at undgå iltmangel.
Vores datter var slap, da hun kom ud, så hun røg direkte over til børnelægen, der sugede og undersøgte hende, inden lungerne foldede sig ud, og hun skreg. Hun havde det godt og bonnede normalt ud på apgar-scoren. Heldigvis. Jeg registrerede ikke så meget, men min mand var temmeligt nervøs lige i det øjeblik.
Selv om jeg havde ønsket en fødsel med vand og selv at tage imod mit barn, så er jeg meget glad for den fødsel, det endte med at blive. Jeg ved i dag, at det var helt rigtigt at undgå kejsersnittet, og fødslen gik nemt og lige efter planen. Det var slet ikke givet på forhånd, men jeg er meget taknemlig for, at den gjorde, og at det var sådan en god oplevelse. Jeg tror også, at det var en god oplevelse fordi, at jeg var meget afklaret med, at det kunne ende i et kejsersnit, og hvis det gjorde, så var det ok, fordi jeg ville have gjort alt, hvad jeg kunne.
Christina W. Flensborg, 1. fødsel (sædefødsel)
