Ingen angst eller panik under veerne denne gang
I efteråret tog Line et hjemmestudie her hos Smertefri Fødsel. Her kommer hendes beretning:
Første gang jeg skulle føde følte jeg mig godt forberedt med mange års yoga-, afspændings- og meditationserfaring — desuden havde jeg gået til gravid yoga. Til fødslen brugte jeg både afspænding og en dyb vejrtrækning, som jeg kendte fra yoga og afspænding, men det virkede kun nogenlunde for mig de første 10-14 ud af de 33 timer som fødselen tog. Afspændingen kunne jeg slet ikke opretholde, og det gjorde efterhånden ondt at trække vejret dybt, når der kom en ve.
Da jeg blev gravid anden gang, søgte jeg efter en anden form for fødselsforberedelse og stødte tilfældigt på Smertefri Fødsel, hvilket tiltalte mig meget på grund af den anderledes tilgang, hvor man skulle forberede sig dagligt op til fødslen. Som terminen nærmede sig havde vi talt om, at tirsdag den 11. januar 2011 ville være en fin dag at føde på. Mandag aften drak jeg en kop hindbærblade the, og jeg kunne mærke, at noget var under opsejling.
Næste dag tog jeg en ny kop hindbærblade the og en ridetur på min hest for at forstærke noget der mindede om muren i maven eller begyndende veer. Da jeg kom hjem fra hesten ved 15.30 om eftermiddagen havde jeg rigtige veer. Ved 16 tiden tog vi hen til vuggestuen for at hente vores store dreng, hele vejen brugte jeg konsekvent den overfladiske vejrtrækning og afspændingen, som jeg havde indøvet. Jeg kunne godt mærke, at veerne ret hurtigt var over ét minuts varighed. Nu skulle jeg virkelig koncentrere mig.
Ret hurtigt måtte jeg lade min kæreste, Jakob, tage tid på dem i det omfang han kunne det, da jeg syntes at vores dreng lige skulle have et bad, inden mormor blev hidkaldt for at hente ham ved 17.30-18 tiden. Derefter gik jeg ovenpå for at spise lidt aftensmad og hvile mig. På et tidspunkt blev jeg følelsesmæssigt oprevet, fordi min kæreste skældte mig ud over ikke at tale pænt nok til ham. Min ophidselse eller følelsesmæssige ubalance gjorde, at jeg pludselig oplevede veerne som smertefulde. Jeg vidste, at det var vigtigt at spænde af og finde tilbage i den gode rytme hurtigst muligt, så jeg talte beroligende til mig selv: Slap nu af, spænd af, kom tilbage, du kan godt, bliv i rytmen. Det lykkedes mig og smerterne forsvandt gik væk igen. Klokken var 18.30 og vandet det gik og veerne varede i hvert fald ét minut. Jeg tog lige et bad og pakkede de ting sammen, som vi skulle have med.
Ved 19 tiden kørte vi ind til hospitalet. Jeg kan med gru huske den grufulde biltur fra min første fødsel, men den her gang, var det helt anderledes. Der var ingen panik eller angst under veerne denne gang. Derimod var jeg 100 % koncentreret om at opretholde afspændingen og komme godt ind i veerne med vejrtrækningen. Jeg havde også øvet teknikkerne meget i bilen — på vej til og fra arbejde. Jeg bad bare min kæreste, om at køre lidt langsommere, når han kunne høre at jeg havde en ve — så jeg kunne holde fokus på arbejdet med veerne.
Da vi kom ind på hospitalet var jeg i så dyb koncentration, når jeg havde veer, at jeg slet ikke havde tid til at hilse på personalet. Jeg fokuserede på kun at være "høflig” og hilse på personalet mellem veerne. På et tidspunkt da jeg skulle jeg hilse på min jordemoder og hendes assistent, valgte jeg i stedet at kaste mig på maven henover en sækkestol for at arbejde med en ve. Og det virkede for mig at koncentrere mig 100% om at holde rytmen. Jeg havde trænet meget det med at spænde af fra navlen og ned. Min oplevelse var, at jeg hele tiden skulle skubbe mig selv lidt mere og lidt mere for at spænde bedre og bedre af. Når jeg mærkede den mindste snert af smerte, så tænkte jeg, at jeg lige kunne give den en tand mere i afspændingen og smerten forsvandt, men det krævede stor koncentration.
Til min første fødsel havde jeg ligget rigtig meget på ryggen, fordi jeg skulle have en CTG på. Det nægtede jeg at gøre denne gang og sagde, at jeg kun ville have måleapparatet på så lang tid, det var nødvendigt og gerne ville undgå at ligge på ryggen med det. De accepterede, at jeg i stedet sad i en stol med CTG udstyr på. Det blev taget af efter 20 min., og mit ønske om at komme i vand blev opfyldt. Det var helt fantastisk. Jeg kom i en tilstand til sidst i udvidelsesfasen, hvor jeg faktisk nød sammentrækningerne, fordi jeg fulgtes ad med dem. Jeg visualiserede at læne mig bagover og slappe af og give slip. Jeg var meget opmærksom på, at der var en markant forskel på, om jeg slappede 98% eller 100 % af, det blev afgørende for, hvor godt det føltes. Varmen og vandet var med til at understøtte den tilstand, hvor imod jeg havde haft svært ved at være afspændt, da jeg først kom ind på stuen, fordi jeg frøs.
Jeg bad alle på stuen om at være stille under veerne, så jeg kunne forblive koncentreret i arbejdet med teknikkerne. At jeg fandt rytmen betød alverden.
Min første fødsel foregik med en epidural fra 25. time, så jeg havde ingen anelse om, hvad en presseve var. Men jeg kunne mærke, at veerne begyndte at ændre sig, og jordemoderen sagde, at jeg kun var en halv cm. fra at måtte presse med. Jeg kunne mærke, at jeg godt kunne have trænet pressefasen noget bedre. Det tog mig 20 min. at presse min søn ud. Første gang blev mit barn taget med kop, og jeg havde store bristninger, den her gang fik jeg en lille fraktur. Klokken 21.18 blev han født, og det hele tog seks timer.
Til min første fødsel, var jeg tilskuer til begivenhederne, jeg kunne intet gøre. Jeg syntes slet ikke, det var en god oplevelse. Den her gang, kunne jeg mærke, at jeg fødte og det var mig, der gjorde arbejdet. Jeg er så stolt over, at jeg kunne gøre det her, og synes, det er dybt fascinerende, at være vidne til naturens kræfter. Jeg brølede til sidst i pressefasen, ikke fordi det gjorde ondt, men fordi det var en kraftanstrengelse. Jeg føler, jeg har gennemlevet en præstation, som jeg gerne ville bevise over for mig selv, at jeg kunne overkomme. Særligt udvidelsesfasen var het fantastisk på grund af kombinationen af brugen af fødeteknikkerne og det at ligge i vandet. Teknikkerne gjorde, at jeg kunne bringe mig selv det sted hen, hvor jeg ønskede at være i fødslen, og jeg kunne rumme de forskellige følelser, der opstår under en fødsel.
Jeg vil helt klart anbefale det her til andre. Man ved aldrig om en fødsel varer seks timer eller tre dage, og du er virkelig godt hjulpet med de her teknikker. Det er som at blive herre over ens egen fødsel. Første gang følte jeg, at jeg overgav min krop til sygehuset. Selvfølgelig var fødslen her anden gang da et hårdt stykke arbejde, og jeg synes det var svært de gange, jeg faldt ud af rytmen. Men jeg oplevede ikke angst, panik og overvældende smerte, i stedet var det mig, der styrede min krop.
- Line Louise Overgaard, 2. fødsel
